Omregistrering og nyregistrering - hvordan gør man?
Vi har samlet alt du skal vide om, hvordan du registrerer/omregistrerer din kat
Mange katteejere oplever hvert år, at deres kat pludselig ikke kommer hjem, som den plejer. Måske er den faret vild og kan ikke finde hjem? For at være på forkant - er det en rigtig god ide at få din kat øremærket eller registreret hos dyrlægen. Så øger du chancerne for at blive genforenet med din kat.
To danske katteregistre
I Danmark findes der to katteregistre, henholdsvis Det Danske Katteregister og Dansk Katteregister. Chip- og øremærkede katte er oftest registreret et af disse steder og i visse tilfælde i begge registre. Hvis katten har et chip- eller øremærke, som er opdateret med den rette ejers informationer, er det muligt at finde frem til ejeren. Dyrlæger og internater kan hjælpe med at slå øremærkning eller chipmærke op.
Husk at opdatere ændringer
Er man katteejer og flytter adresse eller får nyt telefonnummer, er det vigtigt selv at logge ind eller alternativt kontakte registreret og bede dem om at opdatere kontaktoplysninger. For hvis uheldet er ude og din kat løber bort, kan det være altafgørende med de korrekte kontaktinformationer - for at en eventuel finder af katten kan finde frem til dig som ejer.
Skifter katten ejer - skal oplysningerne også opdateres
Hvis katten skifter ejer, er det den oprindelige ejers ansvar at få foretaget ændringen i Det Danske Katteregister eller Dansk katteregister – alt efter hvor katten er registreret. Ny ejer kan ikke omregistrere katten medmindre der foreligger en underskrift fra tidligere ejer.
Nye regler trådt i kraft pr. 1. juli 2021
Fra d. 1. juli 2021 træder nye lovændringer i kraft og de betyder, at umærkede katte (det vil sige katte, som hverken er øremærkede, chippet eller bærer halsbånd), ikke længere er omfattet af fremlysningspligten på 72 timer, som tidligere har været gældende - men at de umærkede katte derimod straks overgår til finderne af kattene. Læs mere om de nye regler.