5 råd: Er din udendørs kaninbolig klar til vinteren?
På de kolde vinterdage skal der ikke meget til, før vand fryser til is og vinden bider koldt. For at give din udekanin en rar vinter, får du her fem tips til at gøre din kanins bolig vinterklar.
1. Halm holder på varmen
Når frosten er hårdest, er halm din kanins bedste ven. Så sørg for at isolere boligen godt med den lune halm, så kaninen kan holde varmen.


Få gode tips og råd til indretningen af din kanins bolig
2. Læ for vinden
De fleste af os ved, hvor rart det er at komme i læ for den kolde vind. Sådan har kaniner det også, og derfor skal kaninens base altid placeres et sted, hvor kaninen ikke udsættes for træk. Det er også en god idé, at sætte nogle beskyttende plader på siden af løbegården, så der også er læ der.
3. Tørt er godt
Kaniner tåler dårligt fugt og på de kolde dage, kan det være direkte farligt for kaninen at bo vådt. Derfor skal det være i ly for regn og man bør dagligt sikre sig, at hø og halm hos kaninen er tørt og rent.
4. Frisk vand, men ikke fast vand
Når frosten sætter ind, fryser vand til is. Det gælder også din kanins vand. Derfor skal man flere gange dagligt tjekke, at kaninen altid har adgang til frisk og isfrit vand. En bordtennisbold i vandskålen er en god måde at holde cirkulation på, så der går længere tid, før vandet fryser til is. På den måde er din kanin sikret at få slukket tørsten.


På jagt efter en ny ven eller veninde til din kanin? Se vores søde kaniner til adoption
5. Masser at gumle i
Når kaniner spiser, sætter det gang i hele kroppen og er med til at varme dem op. Sørg derfor for at kaninen altid har dejligt frisk hø tilgængeligt.
Dyreværnet ønsker alle kaniner og deres ejere en god og lun vinterperiode.
Du er vores dyrehelt



