Hvilken hund skal jeg vælge?
Drømmer du om at eje en Chihuahua, Yorkshire terrier, Pomeranier osv.?
For der er nogle følgesygdomme, som kan være gode at kende til, hvis du drømmer om at anskaffe dig én af de små hunderacer. Hos Dyreværnet vil vi gerne hjælpe med at klæde dig godt på, så du kan holde øje med følgesygdommene og måske endda forebygge dem.
Løse knæskaller
Små hunderacer er disponeret for luksering af knæskallen/knæskallerne - såkaldt patellaluksation. Det er formentlig arveligt og avl på hunde med løse knæskaller frarådes. Det kan vise sig som halthed eller hinken på et eller begge bagben, og det graderes ud fra score 0-4, hvor en høj grad kan kræve operation. Cirka halvdelen af hunde med løse knæskaller vil have det på begge knæ.
Dårlige tænder/tandsygdomme
- Mælketænder: Små hunde har i højere grad risiko for tilbageholdte mælketænder, hvilket er arveligt. Har din hund “dobbelte” tænder, så kan det kræve operativ fjernelse, da de ekstra tænder kan lede til fejlstilling af de blivende tænder og dermed smerte og anden tandsygdom. Tandskiftet burde være afsluttet med de blivende tænder ved 7 måneders alderen.
- Paradentose: Små hunderacer er i højere grad modtagelige for udviklingen af paradentose. Man ved fortsat ikke med sikkerhed hvorfor, men anatomi og tandstilling - samt at hvis hunden tygger/gnaver i mindre i ben og tyggepinde - kan spille ind.
- Fejlstilling: Små hunderacer kan på grund af deres anatomi (kort snude, underbid osv.) have rotation og fejlstilling af tænder. Nogle tænder kan helt mangle, da der ikke er plads til det normale antal.
Forebyggelse: Med grundig og regelmæssig tandpleje kan de fleste tandsygdomme forebygges.
Øjenskader
Selvom denne type af hunde er små af størrelse, er der ofte et kendetegn, som går igen hos dem - nemlig deres store og udestående øjne. Og netop på grund af denne anatomi, kan der være større risiko for øjenskader, da de er mere udsatte for at blive ramt.
Hjerteproblemer
Mitralklapinsufficiens: Mitralklapinsufficiens (utæt hjerteklap) er en sygdom, der rammer hjerteklapperne i hjertet. De små hunderacer er disponeret for hjertefejl. Det menes at være arveligt, da nogle racer er overrepræsenteret med denne lidelse.
Sidder din kommende hund eller hvalp hos os? Læs om vores hunde til adoption!
Du er vores dyrehelt



