Påskens 5 farlige fristelser
Særligt disse fem ting, skal du holde øje med i påskedagene.
Få Dyreværnets fem gode råd til, hvordan du bedst undgår at skulle forbi dyrlægen med dit kæledyr henover påsken.
Se videoen eller læs rådene herunder.
1. Påskeliljer & dekorationer
Påskeliljer er flotte at se på. Det samme gælder tulipaner. Men særligt løgene er giftige og indeholder giftige stoffer, som kan give savlen, opkast, mavesmerter, diarre og senere i forløbet svimmelhed, øget drikkelyst, vandladning, kollaps og til sidst lammelser. Hold derfor øje med disse forgiftningssymptomer og sørg for ikke at have opgravede løg liggende fremme i huset eller i haven, som kan friste.
Pas også på med at have de flotte påskedekorationer stående fremme uden opsyn. De kan nemlig gemme på farlige pyntegenstande, som eks. plastikæg, cellofan og gavebånd, som kan være farlige, hvis din hund eller kat forveksler det med noget spiseligt eller legetøj.
Tid til den årlige vaccine? Book tid hos Dyreværnets dyreklinik

2. Påskeæg og andre usunde sager
Påsken er lig med påskefrokoster, hvor der bydes på al slags lækker (og som oftest usund) mad. Derudover har mange også en tradition, som indebærer en påskejagt efter chokoladeæg i haven. Chokolade og især mørk chokolade indeholder theobromin, som er giftigt for dyr, så det er vigtigt, at det ikke er hunden, som først finder påskeæggene. Fed mad er ej heller sagen at servere for vores dyr, også selvom det kun er i godbidder. Det kan forårsage akut pancreatitis (betændelse i bugspytkirtlen) såvel som det kan give problemer med fordøjelsen.
3. Familiekomsammen – bliver I mange i påsken?
Fætre, kusiner, tanter, bedsteforældre – familiemedlemmer fra nær og fjernt kommer måske til den årlige påskefrokost – og de mange (ukendte) personer kan hurtigt blive til en stressende oplevelse for dit kæledyr. Hvis dit kæledyr ikke er glad for gæster, er det en god ide at give det noget aktivitetslegetøj/tyggeben eller lignende og sørge for det er afskærmet fra al festivitassen.

4. Påskens farlige promiller
Påskesnaps og påskebryg hører til på mange frokostborde henover helligdagene. Men pas på med at have alkohol fremme i dyrehøjde. Forgiftning med rusmidler kan være livstruende for dyr, selv i små mængder.
5. Påskeklargøring af haven – gem de giftige sager væk
For mange er påsken og forårets komme også en oplagt mulighed for at gå i gang med havearbejdet. Til havearbejdet gør nogle brug af diverse farlige kemikalier – men sørg altid for at opbevare det utilgængeligt for børn og dyr – så de ikke kommer til at indtage det.
Lyst til at hjælpe os med at redde dyr i nød? Klik her
Tag altid straks kontakt til din dyrlæge, hvis du mistænker, at dit kæledyr har spist noget farligt eller ikke trives.
Du er vores dyrehelt



