Bubbi
Bubbi er den mest vidunderlige og charmerende lille fyr, man overhovedet kan forestille sig. Der skulle være en smule Cavalier King Charles i ham langt ude, men det ses ikke særlige tydeligt på hans udseende, udover at han har lidt længere ben og snude, hvilket kun er til hans fordel.
Bubbi leder efter et hjem, hvor der kun er et minimum af alene-tid, da han er meget ked af at blive forladt. Han har kunnet være alene hjemme i tidligere hjem, og det kan også trænes op igen, men vi kommer til at gå efter drømmefamilien, der enten er en enlig/et par, der lige er stoppet på arbejdsmarkedet og går hjemme, eller en familie, der på anden måde er rigtig meget hjemme, eller kan have Bubbi med sig rundt.
Bubbi er fuldkommen ukompliceret, stjernegod og fjollet entertainer, der byder på mange gode grin, når han folder sig ud og intet andet end kærlighed pakket ind i en (lidt for) tyk pølsekrop. Han er noget af det mest hengivne væsen med den dejligste personlighed.
Han ELSKER mennesker, men eventuelle børn skal være + 10 år. Han har det ydermere så fint med andre hunde. Han er til den meget følsomme og underdanige side, så har man en hund forvejen, må det absolut ikke være en dominerende af slagsen, for det ville knække denne lille mands psyke helt, og DET skal vi naturligvis ikke ud i.
Bubbi skal ud til hus/have, alternativt stuelejlighed med egen have tilknyttet.
Han har tidligere fået udtrukket en del tænder grundet paradentose og her hos Dyreværnet har vi måtte fjerne endnu flere, så det er ikke mange pløkker han har tilbage i munden, men hans bedårende underbid er stadig intakt. De tilbagevendende tænder har også på nuværende tidspunkt meget let paradentose, og hans nye ejer skal være indstillet på at få tænderne undersøgt or forværring inden for et års tid.
Med racen mops følger der som regel altid nogle racerelaterede udfordringer med, men Bubbi er i et her og nu billede, en mops, der aldrig har fejlet noget. Med hans udprægede mopse-gener, så kan der dog opstå en masse racetypiske ting/lidelser, såsom udfordrede luftveje, svamp i næsefold og ører og andet der kan kræve dyrlægetjek lidt oftere end andre racer, men det ved den erfarne mopse-ejer allerede og har for længst taget stilling til, at det er noget man tager med.
Sådan adopterer du et dyr

Find dit drømmedyr her på siden
Læs om alle de dejlige hunde, katte, kaniner og smådyr her på siden og find netop det dyr der passer perfekt til dig.

Kom på besøg på internatet
Kom i åbningstiden og fortæl om dig selv og hvad du kan tilbyde og hør mere info om det pågældende dyr, du er faldet for.

Udfyld en ansøgning hos os
Vurderer vi, du er et match, udfylder du en ansøgning. Godkendes du til adoption, aftaler vi en dato for, hvornår du kan hente dyret.
Du er vores dyrehelt



