Charlie (indekat)
Da boligsituation i tidligere hjem forandrede sig, betød det desværre en omplacering af smukke Charlie.
Katte er på det generelle plan ikke super gode til at blive taget ud af deres vante omgivelser og placeret nye steder, og derfor må man også forvente, at Charlie er lidt genert i starten og der skal være god tid til, at han kan falde til i nyt hjem.
Han har tidligere i livet boet sammen med en anden kat, men det var altså ikke noget, Charlie var begejstret for, så vi har lovet ham, at han ikke skal dele sit kommende hjem med andre dyr.
Han er grundlæggende en stille og rolig fyr, der ikke bryder sig om alt for meget hurlumhej om ørerne på ham, og han søger derfor et hjem, der, som ham selv, er fredeligt. Han er ikke vant til børn på daglig basis og hvis han skal kunne sætte pris på eventuelle børn i sit kommende hjem, så vurderer vi, at det som minimum skal være kattevante teenagere. Derfor kommer vi også til at gå med ansøgere, der er ovre den alder, hvor familieforøgelse er en mulighed, så han ikke pludselig havner i en familie, der i hans levetid får børn.
Det giver sig selv, at Charlie kræver en del pelspleje og han er vænnet til at blive børstet. Det er dog lidt med forskel om han nyder det, eller om man lige får en pote, der signalerer, at nu er det nok. Hans pels filtrer meget let, så selvom han ikke altid synes det er fedt at blive soigneret, så kræver han konsekvent daglige børste-seancer.
Han er i tidernes morgen købt som Ragdoll, men vi skylder at sige, at han ikke har fine papirer, og det håber vi naturligvis at hans kommende ejer er fuldkommen ligeglad med.
Neutraliseret indekat
VIGTIGT: Husk at medbringe husorden, så vi kan se, der er tilladelse til at have kat, hvor du bor
Sådan adopterer du et dyr

Find dit drømmedyr her på siden
Læs om alle de dejlige hunde, katte, kaniner og smådyr her på siden og find netop det dyr der passer perfekt til dig.

Kom på besøg på internatet
Kom i åbningstiden og fortæl om dig selv og hvad du kan tilbyde og hør mere info om det pågældende dyr, du er faldet for.

Udfyld en ansøgning hos os
Vurderer vi, du er et match, udfylder du en ansøgning. Godkendes du til adoption, aftaler vi en dato for, hvornår du kan hente dyret.
Du er vores dyrehelt



