Shelby
SHELBY BEFINDER SIG HOS SØNDERGÅRD HUNDE-OG KATTEPENSION VED KOLDING I JYLLAND OG KAN BESØGES EFTER AFTALE PÅ TLF. 44946695 LOKAL 2, HVERDAGE MELLEM 09:30 - 12:00.
Shelby er en usædvanlig smuk og blød pige, hvis liv efterhånden har budt hende på rigtig mange oplevelser. Fra et frygteligt gadeliv i Qatar, blev hun som ganske ung reddet af en fantastisk familie, der tog hende under sine vinger, og bød hende al den kærlighed, hun overhovedet kunne rumme.
Hun har levet drømmelivet i hus med have og åbne vidder, men desværre har personlige omstændigheder gjort, at familiens liv nu er i en lejlighed midt inde i København, og det liv kan Shelby bare ikke trives med, selvom alt er forsøgt.
Det er så trist for alle parter, at hun skal igennem dette skift, da hun er en meget følsom pige, der kan have det lidt svært med forandringer, men vi har lovet hendes tidligere familie, at vi finder verdens bedste hjem til hende. Og Shelby leder efter noget helt specifikt.
Hun leder efter et hjem i landlige omgivelser med åbne vidder, højt til loftet og et minimum af hektisk livsførelse og støj. Hendes kommende familie skal være aktiv og børnefri, da Shelby stresser utroligt meget over børn omkring sig, og så skal de også have en velafbalanceret, rolig, men stadig legesyg, hund i forvejen.
Shelby ELSKER andre hunde, og har nemmere ved at tø op overfor dem, end for mennesker, hvor hun kan være meget reserveret. Hun har også boet med katte, som hun meget gerne vil lege med.
Hun har tidligere kunnet være alene hjemme, men efter flytningen til storbyen, har hun været meget bange for at blive forladt. Vi tænker at det kommer til at gå i sig selv igen, når hun igen får det rolige land-liv ind under huden, men der skal naturligvis være RIGTIG god tid, til at køre hende ind i nye rutiner, og hun skal ikke tænke på at blive forladt det første lange stykke tid.
Shelby er ikke en pige, der springer i armene på mennesker, men når hun tør op og man vinder hendes tillid, så er hun den smukkeste og sødeste hunde-pige, man kan forestille sig. Hun har oplevet SÅ meget i sit liv, og nu skal hun bare have ro, omsorg og kærlighed i overflod, og leve resten af sine dage med udsigt til marker i skøn harmoni sammen med en ny hunde-ven og familie.
Sådan adopterer du et dyr

Find dit drømmedyr her på siden
Læs om alle de dejlige hunde, katte, kaniner og smådyr her på siden og find netop det dyr der passer perfekt til dig.

Kom på besøg på internatet
Kom i åbningstiden og fortæl om dig selv og hvad du kan tilbyde og hør mere info om det pågældende dyr, du er faldet for.

Udfyld en ansøgning hos os
Vurderer vi, du er et match, udfylder du en ansøgning. Godkendes du til adoption, aftaler vi en dato for, hvornår du kan hente dyret.
Du er vores dyrehelt



