Boris
For at komme i betragtning til disse otte lækkermåse skal man møde personligt op i Dyreværnets åbningstid og ansøge om adoption af dem senest tirsdag d. 27. november 2018 kl. 15:30.
Vi modtager ikke ansøgninger angående hvalpene pr. telefon og mail.
Herefter vil Dyreværnets personale matche otte heldige familier med den hvalp, vi vurderer passer dem bedst i henhold til hvalpens personlighed og behov. Hvalpene befinder sig ikke fysisk på internatet før afhentningsdatoen. Alle ansøgere skal være klar til at byde en hvalp velkommen i hjemmet torsdag d. 29. november, hvor kuldet vil være fyldt 8 uger.
I Jylland løb Berry, en sød og ufattelig dejlig Border Collie-blanding, rundt på en gård og nød livet, indtil en kort affære med en Dansk Svensk gårdhund gjorde, at hun et stykke tid efter, fødte 8 dejlige hvalpe.
Dette kom fuldstændig bag på ejeren, der måtte erkende, at det var for stor en opgave at tage på sig, hvorfor at Dyreværnet blev kontaktet. Vi fik hentet smukke Berry og hendes 8 børn og fik dem placeret i verdens bedste plejefamilie, som har taget sig af den lille familie, som var det deres egne hunde.
Der er kommet et superlækkert kuld i af denne lille affære, ligeligt fordelt på 4 piger og 4 drenge, og de søger alle 8 nu nye familier. Mor Berry kan dermed snart vinke farvel til moderrollen, og vende tilbage til sine vante omgivelser i Jylland igen, hvor vi naturligvis skal have sikret, at der ikke opstår flere hovsa-kuld.
Fælles for hvalpene er, at de alle er renlighedstrænet fra 3. uge, men er selvfølgelig ikke renlige endnu, og der er påbegyndt indkalds-træning. De er vokset op i en stue omgivet af mennesker i alle aldre dagen lang samt miljøtrænet med bilkørsel og dagligdagslarm såsom fjernsyn, støvsuger, børn plus en anden hund udover Mor Berry.
Plejemor fortæller om Boris:
Boris har meget fin mørkegrå pels med hvide ”sokker”, og han er den mindste fyr i kuldet.
Umiddelbart den mest stille dreng af drengene, som lige skal se tingene an, og se om hans søskende tør, før han kaster sig ud i noget, men SÅ kommer det modige også frem i ham. Han skal bare lige have lidt ekstra støtte til at starte med, og det kunne være godt for ham at finde en familie, der har en velafbalanceret hund i forvejen, som kan hjælpe ham lidt med det. Han søger også stor tryghed i sine søskende, når han skal sove. Han bliver utryg ved for meget uro omkring sig, så et stille og roligt hjem uden børn søger han.
Han elsker at lege og slås med sine søskende eller med legetøj. Og så er det der udeliv og den store verden derude. Den er spændende, og han er nysgerrig, men han skal ”overtales” og støttes godt til at udforske den, men når først han har taget mod til sig og er bekræftet i, at det ikke er farligt, så holder han sig ikke tilbage.
Sådan adopterer du et dyr

Find dit drømmedyr her på siden
Læs om alle de dejlige hunde, katte, kaniner og smådyr her på siden og find netop det dyr der passer perfekt til dig.

Kom på besøg på internatet
Kom i åbningstiden og fortæl om dig selv og hvad du kan tilbyde og hør mere info om det pågældende dyr, du er faldet for.

Udfyld en ansøgning hos os
Vurderer vi, du er et match, udfylder du en ansøgning. Godkendes du til adoption, aftaler vi en dato for, hvornår du kan hente dyret.
Du er vores dyrehelt



