Tjalfe
Tjalfe er en flot pekingeser fra en dyreværnssag, hvor for mange hunde samlet på en matrikel, blev for meget for ejer, og råb om hjælp blev hørt.
Tjalfe har indtil for få uger siden været en del af en stor hundeflok, men hans dominerende personlighed gjorde, at det gav nogen hak i flok-harmonien. Han har levet et liv, hvor han aldrig har været uden for bopælens matrikel, og derfor endnu aldrig har lært at gå i snor.
Han er landet her hos Dyreværnet i Rødovre sammen med sin bror, Thor, og inden folks følelser smelter over deres adskillelse, så skal det for god ordens skyld siges, at de to brødre ikke tåler synet af hinanden, så det er kun godt, at de to kamphaner endelig får mulighed for ikke at skulle slås, skændes og tage stilling til hinanden længere.
Tjalfe har let indadroterende forben og let halt på det ene i trav. Han er på smertestillende af andre årsager, hvorfor hans halthed vurderes igen inden for en uge.
Han er ufatteligt sød og venlig overfor mennesker, men kan ikke bo i en familie med børn. Han ville sikkert godt kunne affinde sig med en dejlig tæve i sit kommende hjem, men andre hanhunde går ikke. Til gengæld har han i tidligere hjem kunnet omgås katte uden de store udfordringer, men det er naturligvis ingen garanti, hvis der er katte i hans kommende hjem.
Vi har fået at vide, at Tjalfe i tidligere hjem har kunnet være alene hjemme, men når man har gået i en stor flok, så har man jo aldrig sådan rigtig prøvet det for alvor, så hans nye familie skal være indforstået med at der kan gå længe, før han er faldet til i en ny livsstil og kan lades alene. Man skal være klar på at kunne håndtere en del ukendte faktorer, men man når rigtig langt med masser af kærlighed og tålmodighed.
Sådan adopterer du et dyr

Find dit drømmedyr her på siden
Læs om alle de dejlige hunde, katte, kaniner og smådyr her på siden og find netop det dyr der passer perfekt til dig.

Kom på besøg på internatet
Kom i åbningstiden og fortæl om dig selv og hvad du kan tilbyde og hør mere info om det pågældende dyr, du er faldet for.

Udfyld en ansøgning hos os
Vurderer vi, du er et match, udfylder du en ansøgning. Godkendes du til adoption, aftaler vi en dato for, hvornår du kan hente dyret.
Du er vores dyrehelt



