Melvin
For at komme i betragtning til disse to vanvittigt skønne hvalpe, skal man møde personligt op i Dyreværnets åbningstid.
Vi modtager IKKE ansøgninger angående hvalpene pr. telefon og mail, og vi har desværre ikke mulighed for at tage hensyn til afstand, hvis man bor langt væk fra Rødovre.
Der kan ansøges om adoption af hvalpene ved personligt fremmøde:
Tirsdag d. 7/7 ml. kl. 9-11
onsdag d.8/7 og torsdag d. 9/7 ml. kl. 15-17
Herefter vil Dyreværnets personale matche to meget heldige familier med den hvalp, vi vurderer, passer dem bedst i henhold til hvalpens behov og personlighed.
Hvis man bliver godkendt til en af disse små banditter, så skal man kunne møde op og overtage hvalpen mandag d. 13. juli kl. 13. Hvalpene er i pleje, og vil ikke være på internatet før d. 13. juli.
Verdens sødeste hundemor Malou blev overdraget til os for cirka to måneder siden, da hun blot var en hvalp, der havde fået hvalpe. Hun skulle efter sigende være papillon-blanding, men vi må nu sige, at hun mere ligner en pomeranian-blanding, hvilket hende underskønne hvalpe også gør.
Sammen kan vi redde flere hunde!Kuldet er et hovsakuld som følge af et ikke opdaget rendezvous, hvorfor der også er tvivl om, hvem faderen er af to muligheder. Faderen kan enten være en anden Papillon/Pomeranian eller en Cairn Terrier. Ud fra udseendet på de to små hårboller, så hælder vi dog mest til at tro på første mulighed.
Plejemor fortæller om Melvin:
Melvin er SÅ klar til at opleve verden og er altid frisk på nye eventyr. Der er BARE fart over feltet, og han er altid den første til at undersøge nye ting.
Han har ikke tid til at putte i armen, der skal leges og opleves, og giver sin mor masse af udfordringer, leger vildt med hende og er MEGET vedholdende, når der skal findes en tår mælk.
Denne vedholdenhed har han også i alt andet, han foretager sig, så der er MEGET selvstændighed i ham garanteret også blandet med en god portion stædighed.
Se en sød video med de frække hvalpe HER
Han har ingen stopknap, og bliver ved og ved, selvom han bliver sat på plads flere gange, men naturligvis rammer trætheden også en lille bamsebjørn engang i mellem, og så er der ro.
Han har fra starten været størst og først til at finde mors pat, hvilket man også igennem hele forløbet har kunne se på ham, da han mildest talt har været SÅ tyk! En ordentlig hårbolle, som har været rigtig godt i stand og ikke har manglet noget, først til at gå, først til at få tænder og til at løbe og lege rundt overalt.
Melvin springer bogstaveligt talt ud i verden, med gå-på mod uden lige og fuldkommen uden frygt.
Han ville have godt af en familie med en ung, livlig, velafbalanceret og aktiv hund i forvejen på, som kan både opdrage på og lege med Melvin. AL den energi, som Melvin bringer til fadet, skal udnyttes til noget fornuftigt, og vi kommer til at lægge vægt på meget træningsmindede familier.
Sådan adopterer du et dyr

Find dit drømmedyr her på siden
Læs om alle de dejlige hunde, katte, kaniner og smådyr her på siden og find netop det dyr der passer perfekt til dig.

Kom på besøg på internatet
Kom i åbningstiden og fortæl om dig selv og hvad du kan tilbyde og hør mere info om det pågældende dyr, du er faldet for.

Udfyld en ansøgning hos os
Vurderer vi, du er et match, udfylder du en ansøgning. Godkendes du til adoption, aftaler vi en dato for, hvornår du kan hente dyret.
Du er vores dyrehelt



