Buster
Store ændringer i de familiære forhold har gjort, at Buster ikke længere kunne have en optimal tilværelse med meget lidt alenetid. Tidligere har familiemedlemmer hjulpet med pasning, så hverdagen hang sammen for søde Buster og tidligere ejer, men dette er desværre ikke længere muligt.
Vi har derfor fået den fornemme opgave at finde Buster en ny familie, hvor alenetiden er nede på et minimum, da han ikke er udpræget glad for at være alene mere end to timer ad gangen.
Han har indtil nu boet i lejlighed, men vi er i samarbejde med tidligere ejere blevet enige om, at charmebøffen skal ud til hus og have, da han både gør en del og er lydfølsom overfor alle de lyde, der følger med, når man bor i en etageejendom. En tilværelse i hus i rolige omgivelser vil med garanti hjælpe ham med at være mindre på vagt og mindre stresset over diverse lyde og dermed gør han også mindre.
Overfor fremmede mennesker er Buster meget forsigtig, og skal lige have lov til at se folk an. Han har svært ved at rumme hurtige bevægelser samt "overraskelser", og er en reserveret herre til en start. Han bløder dog hurtigt op, når han har sit eget menneske ved sin side.
Buster er en vagtsom hund, der passer rigtig godt på sin ejer, og vi kan derfor ikke anbefale, at han lander hos en børnefamilie, hvor børn og deres venner er en del af hans kommende hverdag. Han kan dog godt introduceres til store børn på besøg engang imellem.
Når Buster er tryg og i vante omgivelser, hvor han ikke er på vagt, så er han fuldkommen som alle andre glade og elskelige hunde. Sød, glad, meget legesyg og ELSKER at træne. Han er især ferm til søgning og spor, og har gået på flere forskellige træningshold.
Buster har fået renset tandsten af bisserne, men har i øvrigt fine tænder og ingen tegn på tandsygdomme i et her og nu billede. Han har tegn på løs knæskal på venstre bagben, og vi kan ikke vide, om det kan blive operationskrævende ud i fremtiden.
Har man de helt rette rammer til Buster og hans let sensitive sind, så skal man ikke holde sig tilbage. Så er det bare med at sætte det lange ben foran og møde op i Dyreværnets åbningstid og melde sin interesse.
Buster er kastreret og har gyldigt pas.
Sådan adopterer du et dyr

Find dit drømmedyr her på siden
Læs om alle de dejlige hunde, katte, kaniner og smådyr her på siden og find netop det dyr der passer perfekt til dig.

Kom på besøg på internatet
Kom i åbningstiden og fortæl om dig selv og hvad du kan tilbyde og hør mere info om det pågældende dyr, du er faldet for.

Udfyld en ansøgning hos os
Vurderer vi, du er et match, udfylder du en ansøgning. Godkendes du til adoption, aftaler vi en dato for, hvornår du kan hente dyret.
Åbningstider
Islevdalvej 85, 2610 RødovreMandag: Lukket
Tirsdag: 09.00 - 11.00
Ons, tors og fre: 15.00 - 17.00
Lør, søn og helligdage: 12.00 - 16.00
Lukket: 24., 25., 26., 31. dec. + 1. jan
Gabølvej 6, 6000 Kolding
Mandag: Lukket
Tirsdag: 13.00 - 16.00
Onsdag-tors: Lukket
Fredag: 13.00 - 16.00
Lør, søn og helligdage: Lukket
Lukket: 24., 25., 26., 31. dec. + 1. jan
CVR-nr.: 33 31 73 28
Adresse
Islevdalvej 852610 Rødovre
Du er vores dyrehelt



