Largo
Alle intentioner og tanker bag anskaffelsen af en beagle-hvalp var gode, men alligevel måtte tidligere ejer se i øjnene, at Largo blev for stor en mundfuld og for krævende.
Vi skal derfor have fundet en ny familie til denne lille spilopmager, og vi kræver ansøgere, der personligt har ejet beagler før, så man præcist ved, hvad der følger med i pakken og der ikke er noget, der kommer bag på en.
Largo er en skøn beagle-hvalp, der elsker alle mennesker, han møder på sin vej. Han har også været glad for de børn, han har mødt. Han stresser lidt op af mindre børns energi og kan dermed virke voldsom for nogen, så hans perfekte match er en moden familie, gerne med store børn, og hvor der ikke er flere små på vej.
Largo har indtil nu boet i lejlighed og det har han fungeret rigtig dårligt med, og tidligere ejer ønsker, at Largo skal bo i hus fremadrettet. Han er meget glad for at møde andre hunde, og der ville snildt kunne være enten en ven eller neutraliseret veninde i forvejen i hans nye hjem. Katte er og bliver et jagtobjekt, og det kommer desværre ikke til at fungere med en katte-ven.
Han har modtaget private træningssessioner og kan derfor de mest basale kommandoer, og hans nye ejer bør fortsætte med træningen, da Largo elsker at bruge både hoved og næse.
Den lille charmetrold er ked af at blive efterladt alene, og man skal derfor være indstillet på at skulle starte helt forfra med træningen af dette. Her kunne en anden hund måske også være en god hjælp, men det er naturligvis ikke en garanti, vi kan udstikke.
Alt i alt er Largo en klasssisk beagle. Han har en super lækker og imødekommende personlighed, og den erfarne beagle-ejer vil hurtigt finde ud af, at man har vundet i lotteriet med denne lille charmebøf.
Ønsker man at høre mere om Largo, så foregår det i Dyreværnets åbningstid, hvor vi står klar til at få en snak om ham. Largo bor hos en plejefamilie og det vil kun være den/de ansøgere, vi vurderer kunne være hans perfekte match, der vil komme til at møde ham.
Sådan adopterer du et dyr

Find dit drømmedyr her på siden
Læs om alle de dejlige hunde, katte, kaniner og smådyr her på siden og find netop det dyr der passer perfekt til dig.

Kom på besøg på internatet
Kom i åbningstiden og fortæl om dig selv og hvad du kan tilbyde og hør mere info om det pågældende dyr, du er faldet for.

Udfyld en ansøgning hos os
Vurderer vi, du er et match, udfylder du en ansøgning. Godkendes du til adoption, aftaler vi en dato for, hvornår du kan hente dyret.
Du er vores dyrehelt



