Mini
DER KAN IKKE LÆNGERE ANSØGES OM ADOPTION AF HVALPENE
Mini kan udelukkende besøges ONSDAG D. 28. SEPTEMBER 2016 i tidsrummet kl. 13:30 – 16:00, og der kan udelukkende ansøges om adoption af hende via personligt fremmøde i dette tidsrum. I Minis tilfælde har vi desværre ikke mulighed for at tage hensyn til, hvis man kommer langvejs fra.
Der kan ikke ansøges via telefon og mail. Alle oplysninger gives kun ved personligt fremmøde. Vi satser på at godkende en ny familie til Mini denne dag, hvorfor man derfor også skal kunne overtage hende samme dag.
Hvis man er så heldig at være den familie, der bliver godkendt til Mini, og har hund i forvejen, skal Mini og denne hund mødes hos os ved afhentning, men egne hunde må ikke medtages til det første hvalpe-besøg.
Mini og hendes tre søskende er smukke dansk svensk gårdhunde-hvalpe, som langt bagud i anerne også har et snert af gravhund i sig. Det kan man dog ikke se på dem. De er landet hos os fra et hyggeligt stueopdræt, der havde problemer med at finde gode hjem til de sidste fire banditter i kuldet og bad os om hjælp.
Det er fire hvalpe, der har haft det godt og dejligt, og er vokset op indendørs med både deres mor og far og resten af familien. De har ikke oplevet andet end hinanden og begrænsningerne i en have, men er virkelig nogle søde små lækkermåse, med meget forskellige personligheder. Og vi skal have sammenført hver lille personlighed med den helt rette familie.
Mini er, som sin bror Mick, en rigtig forsigtig-mås, der har haft det bedst ved at være tæt på sin mor konstant eller ligge i arm med sin mennesker. Hun er en lille usikker pige, som synes at alt det nye, der nu sker i hendes liv er meget overvældende, og det er lidt hårdt at komme væk fra alt det man kender. Heldigvis er hendes søskende omkring hende, og det er hun glad for.
Hun skal dog nok få opbygget selvtillid hos den rette familie, der har forståelse for at hendes forsigtige tilgang til nye ting, men som også kærligt kan vise hende, at verden slet ikke er så farlig. At det er et fantastisk sted at opleve sjove, dejlige ting sammen med sine nye mennesker.
Mini er naturligvis hvalp med alt hvad det indebærer, og alt skal trænes forfra. Der skal være rigtig god tid til det, især fordi hun er så forsigtig. Hun kunne have rigtig godt af, at der er en dejlig og glad hund i det kommende hjem, som hun kan støtte sig til og lære en masse gode ting af.
Sådan adopterer du et dyr

Find dit drømmedyr her på siden
Læs om alle de dejlige hunde, katte, kaniner og smådyr her på siden og find netop det dyr der passer perfekt til dig.

Kom på besøg på internatet
Kom i åbningstiden og fortæl om dig selv og hvad du kan tilbyde og hør mere info om det pågældende dyr, du er faldet for.

Udfyld en ansøgning hos os
Vurderer vi, du er et match, udfylder du en ansøgning. Godkendes du til adoption, aftaler vi en dato for, hvornår du kan hente dyret.
Du er vores dyrehelt



