Lucky
Hvis man elsker det ruhårede look, så vil man falde fuldkommen i svimer over Lucky, der trods sin blanding af både Dobermann, Rottweiler, og Labrador, primært har vundet sit smukke ydre efter den ruhårede hønsehund, der også er i hendes blanding.
Sygdom og manglende kræfter hos tidligere ejer endte med at blive en dårlig kombination med denne skønne piges sprudlende personlighed og energiniveau, og det stod ret klart at Lucky havde brug for andet og mere qua hendes raceblanding.
DET skal vi have fundet til hende nu, så hun igen kan få en stimulerende hverdag i henhold til hendes aktiveringsbehov.
Lucky er en meget elskelig pige, der møder folk med glæde, omend lidt forsigtigt til en start, indtil hun lige kender en. Hun har lidt den samme tilgang til hunde også, som hun lige skal se an, men så er hun også god og imødekommende. Vi har hørt rygter om, at hun muligvis har kunne enes med en kat i tidligere hjem også, men det hersker der lidt tvivl om, så dette vides desværre ikke med sikkerhed.
Tidligere ejer beskriver hende som et dampbarn/hyperaktiv, men vi kan mærke det blot handler om, at hun får den rette mængde stimuli dagligt. Her hos os, hvor hun tilbydes en kombination af både gåture og mental træning, ser vi ikke en hund, der kravler på væggene overhovedet. Bevares, hun er en aktiv dame, men er bestemt ikke umulig at stimulere for den rette nye ejer.
Vores personale opfatter hende som sød, nem og meget velopdragen
Hun skulle efter sigende kunne være alene hjemme, men har ikke været vant til at være det så meget, og vi ønsker derfor en familie, der ligeledes kan tilbyde sparsom alene-tid fremadrettet.
Lucky har indtil nu boet i skønne omgivelser tæt på kysten. Man behøver ikke kunne tilbyde hende den samme luksus, men væk fra byliv skal hun i hvert fald. Og hvis man så samtidig har skov og natur uden for døren, så tænker vi at hendes jagthunde-snude ville blive knaldhamrende glad for at at få noget at arbejde med på duft-kontoen.
Sådan adopterer du et dyr

Find dit drømmedyr her på siden
Læs om alle de dejlige hunde, katte, kaniner og smådyr her på siden og find netop det dyr der passer perfekt til dig.

Kom på besøg på internatet
Kom i åbningstiden og fortæl om dig selv og hvad du kan tilbyde og hør mere info om det pågældende dyr, du er faldet for.

Udfyld en ansøgning hos os
Vurderer vi, du er et match, udfylder du en ansøgning. Godkendes du til adoption, aftaler vi en dato for, hvornår du kan hente dyret.
Du er vores dyrehelt



