Blade
Blade kan udelukkende besøges TORSDAG D. 22. DECEMBER 2016 i tidsrummet kl. 10:00 – 11:30, og der kan udelukkende ansøges om adoption af ham via personligt fremmøde i dette tidsrum. I Blade’s tilfælde har vi desværre ikke mulighed for at tage hensyn til, hvis man kommer langvejs fra. Der kan ikke ansøges via telefon og mail. Alle oplysninger gives kun ved personligt fremmøde.
Vi satser på at godkende en ny familie til Blade denne dag, hvorfor man derfor også skal kunne overtage ham denne dag. Hvis man er så heldig at være den familie, der bliver godkendt til Blade, og har hund i forvejen, skal Blade og denne hund mødes hos os EFTER godkendelse ved afhentning torsdag eftermiddag. Der må ikke medbringes egen hund i hvalpenes besøgstid. Godkendes man til en hvalp, så skal vi møde hele familien ved afhentning af hvalpen.
Det er ikke gået manges næse forbi, at Dyreværnet i sidste uge hentede en flok skønne Old English Bulldogs, fra en kvinde, der råbte om hjælp grundet sygdom. I flokken er der 4 hvalpe, som nu er klar til at finde nye hjem inden jul.
Vi er klar over at julen er en travl tid, og for mange, ikke en optimal periode at få en hvalp ind i hjemmet på, men heldigvis ved vi også, at der findes familier derude, der ikke har en hektisk jul, og derfor kan overskue at overtage en hvalp med så kort varsel.
Vi kommer til at stille en del krav til de nye familier, vi søger til vores fire små skønlinger, og vi kommer ikke til at gå på kompromis med disse krav. Kravene er opstillede for bedst muligt at sikre, at de kommende familier er klædt ordentligt på til lige netop Sugar, Blade, Pinje og Panda, som de fire hvalpe hedder, og de økonomiske udfordringer, der næsten med sikkerhed følger med dem.
For at komme i betragtning til en af de fire charmetrolde, så skal man:
1. personligt have haft bulldogs eller racer i lignende kaliber før. Det er desværre ikke nok at kende nogen, der har haft racen eller blot at være vokset op med racen. Man skal selv have haft racen en fuld livslængde, så man ved, hvad det indebærer. Hvalpene er IKKE egnede som førstegangs-hunde.
2. være en moden, ressourcestærk familie, da man som adoptivfamilie til disse fire hvalpe, indvilliger i at hvalpen adopteres med alt, hvad det måtte indebære af racerelaterede sygdomme. En familie med økonomisk overskud, der er fuldt ud indforstået med at tage vare på og behandle, hvad der måtte dukke op, og at Dyreværnet ikke dækker nogen dyrlægeregninger fremadrettet.
3. kunne tilbyde hvalpene et fremtidigt liv i hus med have, alternativt stuelejlighed eller etageejendom med elevator.
4. kunne underskrive en kontrakt, hvor man er helt indforstået med, at Dyreværnets dyrlæger neutraliserer alle fire hvalpe når tid er. (For tævernes vedkommende efter første løbetid).
5. have oceaner af tid og ro, på trods af forestående jul og nytår, til at kunne køre en hvalp ind i et nyt hjem, uden at det bliver for overvældende for hvalpen.
Hvalpene er opvokset langt ude på landet, og er ikke blevet socialiseret som de burde, da ejer er alvorlig syg. De har muligvis kun været inde i en stue og ikke rigtig oplevet verden udenfor. De er heller ikke blevet præsenteret for fremmed hunde, så der ligger et KÆMPE arbejde forude for deres nye familier, og derfor skal man kunne opfylde ovennævnte krav, for at komme i betragtning til dette kuld.
Vidunderlige Blade har den lækreste trefarvede pels, der primært er sort, er fra samme kuld som Panda og Sugar og de tre er alle 10 uger gamle. Blade er, som Panda en meget tilbageholdende hvalp, der synes alt er meget overvældende. Dog glad og nysgerrig! Han skal introduceres langsomt, men sikkert og positivt til alt nyt. Han har det bedst, når han trygt kan putte sig ind til en, så hans familie skal kunne tilbyde ham en meget stille og rolig tid, uden for meget hektisk aktivitet lige med det første. Har familien en skøn og rolig hund i forvejen, ville det kun være et plus.
Blade har desværre udfordringer med sin hud, og er blevet behandlet mod infestationer i hud og hårlag, grundet det miljø og smittepres, han har været udsat for. Nye ejere skal fortsætte denne behandling med vask i special-shampoo. Nye ejere skal ligeledes være opmærksomme på Blades tandstilling fremadrettet, da han har markant underbid.
Sådan adopterer du et dyr

Find dit drømmedyr her på siden
Læs om alle de dejlige hunde, katte, kaniner og smådyr her på siden og find netop det dyr der passer perfekt til dig.

Kom på besøg på internatet
Kom i åbningstiden og fortæl om dig selv og hvad du kan tilbyde og hør mere info om det pågældende dyr, du er faldet for.

Udfyld en ansøgning hos os
Vurderer vi, du er et match, udfylder du en ansøgning. Godkendes du til adoption, aftaler vi en dato for, hvornår du kan hente dyret.
Du er vores dyrehelt



