Brutus
Vigtigt: For at komme i betragtning til Brutus, skal man sende en fyldestgørende og detaljeret mail til [email protected], hvor man beretter om, hvem man er, hvad man kan tilbyde, samt inkluderer billeder af hele familien, hjemmet, de umiddelbare nære omgivelser plus kontaktinformationer inklusiv adresse og telefonnumre. Billeder og ansøgning SKAL være i én og samme mail. Vi gennemgår derefter alle skriftlige henvendelser, der opfylder ovenstående, og vender tilbage til alle.
Brutus er en lille, laber fyr, der desværre ikke kan rumme at have børn omkring sig, og da tidligere familie havde sat gang i familieforøgelsen, så var det nødvendigt for Brutus at finde en ny familie, hvor børn slet ikke kommer på tale i fremtiden.
Brutus er en livlig bandit, der knytter stærke bånd til sine ejere og elsker dem over alt på jorden, og gerne vil være tæt sammen med dem så meget som muligt. Han kan dog godt være alene hjemme en almindelig arbejdsdag, men drømmer om ikke at være det. Fremmede mennesker skal lige ses an, inden man har gjort sig fortjent til hans hengivenhed.
Han har indtil nu boet i lejlighed, hvilket dog ikke har fungeret optimalt, da Brutus er meget lydfølsom og reagerer på alle lyde. Optimalt set skal hans fremtid byde på hus i et støjsvagt område, hvor der ikke er så mange lyde, der kan stresse den lille charmetrold.
Med Brutus følger der også en del pelspleje, og hvis Brutus kan bestemme, så vil han helst være kortklippet hele tiden. Han er ganske enkelt beviseligt og helt tydeligt en gladere hund, når han er korthåret, så han vil gerne bede om, at hans kommende familie sørger for, at han bliver klippet ofte, så han ikke skal trækkes med alt det pels.
Han vil også meget gerne anmode om at få lov til at sove i sengen hos sine nye mennesker. Hans tidligere familie har det sidste års tid forsøgt at afvænne denne vane, men det synes Brutus har været verdens dårligste ide. Han sover bare bedst i ske med sit menneske.
Lækkermåsen her har været lidt udfordret i sit møde med andre hunde, især de store af slagsen, men det kan måske godt være samspillet med tidligere ejer, der har spillet ind, så ny familie skal forvente at skulle arbejde med socialisering, så han kan møde andre hunde på en god måde, eller så han i det mindste ikke føler behov for at reagerer på andre hunde. Han har dog haft enkelte gode hundevenner, og det vil han garanteret også kunne få igen.
Brutus har et markant underbid, som ny ejer skal være opmærksom på ikke giver gener i form af smerte i kæben fremadrettet. Han har fået sig en tandrens tilbage i september og bør med stor sandsynlighed have det igen om 6 måneders tid. Brutus har også tidligere haft en mistænkt diskusprolaps, men har ikke haft gener længe og ingen symptomer derpå dags dato. Dette er dog en risiko, som ny ejer skal tage med, hvis man forelsker sig i den lille fyr.
Brutus har gyldigt pas
Sådan adopterer du et dyr

Find dit drømmedyr her på siden
Læs om alle de dejlige hunde, katte, kaniner og smådyr her på siden og find netop det dyr der passer perfekt til dig.

Kom på besøg på internatet
Kom i åbningstiden og fortæl om dig selv og hvad du kan tilbyde og hør mere info om det pågældende dyr, du er faldet for.

Udfyld en ansøgning hos os
Vurderer vi, du er et match, udfylder du en ansøgning. Godkendes du til adoption, aftaler vi en dato for, hvornår du kan hente dyret.
Du er vores dyrehelt



