Ivan den Grusomme
Vi er nødt til at være helt ærlige. Ivan den Grusomme lever på INGEN måde op til sit seje navn. Han er en af de sødeste hunde, vi længe har mødt og det er udelukkende grundet en skilsmisse og flytning, at hans tidligere familie har været nødt til at træffe en beslutning om omplacering.
Ivan har startet sit liv i solrige Spanien og flyttede sidenhen til solskinsøen, Bornholm, hvor han har levet det skønneste bornholmer-liv indtil nu. Vi skal derfor have fundet mere sol, der kan sende varme stråler ned over Ivan i hus og have ude i naturen væk fra bylivet.
Ivan er super god til børn og har været vant til børn + 5 år i tidligere hjem. Han er også blevet godt socialiseret med andre hunde, både store og små, og har i tidligere hjem kunnet være alene hjemme, men har været en så integreret del af familien, at han har været vant til at være med overalt.
Der er brugt oceaner af tid på at træne med Ivan, hvilket tydeligt kan mærkes. Han virker utroligt velafbalanceret, selvom han naturligvis er meget energisk.
Han har været vant til timelange vandreture i den smukke Bornholmske natur i al slags terræn og han har sågar været med på fisketure, så han er vant til at få en ordentlig en på opleveren hver dag.
Det eneste man skal være opmærksom på med Ivan er, at han ikke hopper ned fra høje steder, da han som hvalp har haft brækket sin højre forpote. Den volder ikke nogen problemer i det daglige, men hvis han kommer til at springe ned fra et højt sted, og lander forkert, så halter han lidt efterfølgende.
Så som I nok kan læse jer til ud fra ovenstående, så er Ivan den Grusomme ALT andet end grusom. Tværtimod er han den sødeste dreng, man kan forestille dig, og han glæder sig til at finde en træningsminded familie i den yngre ende af aldersskalaen med hus og have og meget gerne med store børn.
Sådan adopterer du et dyr

Find dit drømmedyr her på siden
Læs om alle de dejlige hunde, katte, kaniner og smådyr her på siden og find netop det dyr der passer perfekt til dig.

Kom på besøg på internatet
Kom i åbningstiden og fortæl om dig selv og hvad du kan tilbyde og hør mere info om det pågældende dyr, du er faldet for.

Udfyld en ansøgning hos os
Vurderer vi, du er et match, udfylder du en ansøgning. Godkendes du til adoption, aftaler vi en dato for, hvornår du kan hente dyret.
Du er vores dyrehelt



