Sille
Sille er en lækker pige, der er landet her sammen med Simba, der også er cairn terrier, men da de to har forskellige behov, er vi blevet enige med tidligere familie om, at de ikke nødvendigvis skal ud sammen, med mindre man kan dække begge charmetroldes behov. Kan man det, så er der intet til hindring for, at de to kan fortsætte deres liv sammen.
Sille er en super kærlig og ekstremt imødekommende lækkermås, der snakker meget, når hun vil have opmærksomhed. Hun er så glad og virkelig en selskabspapegøje, der helst bare vil kæle hele tiden, hvis hun selv kunne bestemme. Modsat Simba har hun ikke nogen problemer med børn, og ville sagtens kunne finde sig til rette i en familie med hunde-vante børn. Vi skal blot sikre os, at når Sille er så opmærksomhedssøgende og så stor en puttetrold, som hun er, at der virkelig er tid og overskud til hende i kommende hjem.
Hvis hun lander i et hjem uden anden hund, så skal man forvente at træne alene hjemme med hende helt forfra, men vi kommer til at foretrække en familie, hvor Sille kun skal være alene hjemme et absolut minimum, når nu hun er så glad for selskab.
Sille har været vant til og god til at møde andre hunde i hundeskov, pånær hvis der dukker schæfere op. DEM og katte tolererer hun altså ikke. Hun skal ud til hus og have, da hun er lidt lydfølsom, og ikke god til at håndtere de lyde, der følger med livet i en lejlighed. Nytårsaften er hun ligeledes vant til at få lidt beroligende, hvis man er nødt til at være et sted, hvor fejringen rigtig kan høres.
Hendes kommende familie skal være indstillet på, at Sille skal til frisør et par gange om året for at hendes pels holdes fin og lækker.
Sille har fået foretaget en fuld blodprofil, og der var intet at bemærke. I henhold til alderen er hun i en vanvittig god og velholdt stand. Hun har også netop fået sig en tandrens, så hun kan simpelthen ikke vente med at vise sig frem for sine besøgende.
Sådan adopterer du et dyr

Find dit drømmedyr her på siden
Læs om alle de dejlige hunde, katte, kaniner og smådyr her på siden og find netop det dyr der passer perfekt til dig.

Kom på besøg på internatet
Kom i åbningstiden og fortæl om dig selv og hvad du kan tilbyde og hør mere info om det pågældende dyr, du er faldet for.

Udfyld en ansøgning hos os
Vurderer vi, du er et match, udfylder du en ansøgning. Godkendes du til adoption, aftaler vi en dato for, hvornår du kan hente dyret.
Du er vores dyrehelt



