Frynseklinikkerne er Danmarks første mobile, nonprofit dyreklinikker målrettet udsatte borgere
Med Frynseklinikken møder vi hjemløse og udsatte borgere og deres dyr, der hvor de er – fysisk såvel som økonomisk. Som altid er det med tanke på at hjælpe værgeløse dyr, men vi glæder os naturligvis også over, at det samtidig er en stor hjælp for dyrenes ejere.
Vi kører ud til over 250 væresteder i hele Danmark året rundt, ligesom vi også er til stede på bla. Landsforeningen af Væresteders Ferie Camp og De Hjemløses Landsorganisation – SAND’s Hjemløsedag.
Ole Aagaard, tidl. formand for Dyreværnet
For os, der har med de mange dyreskæbner inde på livet og ser, hvordan der skaltes og valtes med dyr – og hvordan dyr kommer i klemme, når personlige konflikter opstår, for os er det en lige så selvfølgelig ting at hjælpe dyrene, som det er for andre at hjælpe mennesker, der har behov for hjælp. Det er to sider af samme sag, der ikke kan skilles ad.
Ofte stillede spørgsmål om Frynseklinikkerne
Hvad koster det at benytte Frynseklinikkerne?
Det er ikke gratis at benytte Dyreværnets mobile dyreklinikker; vi kører efter det princip, at du betaler det, du kan.
Vores mobile dyreklinikker er et godt tilbud til udsatte borgere, som ikke kan betale det, som det koster at besøge en almindelig dyrlæge. Men vi beder om, at du betaler det, du har mulighed for, når du og dit dyr besøger os.
På den måde får vi dækket nogle af vores udgifter, hvilket bidrager til, at vi kan holde Frynseklinikken kørende i hele landet. På forhånd mange tak for dit bidrag – det hjælper dig og dit dyr lige nu, men det hjælper også mange dyr og deres ejere i fremtiden.
Betalingsmetoder
Frynseklinikken tager både imod kontanter og MobilePay.
- Betalingsummeret til Dyreværnets Frynseklinik Sjælland/Fyn/Lolland Falster er MobilePay: 333 969
- Betalingsummeret til Dyreværnets Frynseklinik Jylland er MobilePay: 699 019
Er jeg i målgruppen for Frynseklinikkerne?
Du kan modtage hjælp i Frynseklinikken, hvis du ikke har en fast indkomst, eller hvis du fx kun modtager kontanthjælp eller folkepension.
Du kan ikke modtage hjælp i Frynseklinikken, hvis du eller din partner har fast indkomst, herunder:
- Lønnet arbejde
- Flexjob
- SU
- Dagpenge og sygedagpenge
Det er personalet i Frynseklinikken, der vurderer din egnethed til at modtage hjælp, og du vil i den forbindelse blive bedt om at skrive under på en tro- og loveerklæring vedrørende din personlige økonomiske situation.
Er du fortsat i tvivl, om du er i målgruppen, kan du rette henvendelse til Frynseklinikkerne: Skriv til frynseklinikken@dyrevaernet.dk.
Hvilke behandlinger tilbyder Frynseklinikkerne?
Klinikken tilbyder almindelige dyrlægeydelser til hunde, katte, kaniner og øvrige smådyr/gnavere. Eksotiske dyr (fx krybdyr) henvises til øvrige dyrlæger med speciale inden for denne dyregrupper.
Vi kan ikke hjælpe med de følgende:
- Kastration og sterilisation af hunde og kaniner.
- Hundehvalpe (8 uger til 12 mdr.) kan som udgangspunkt ikke få hjælp, medmindre det er aftalt med Frynseklinikkens dyrlæge. Alm. sundhedstjek og vaccinationer skal foretages hos egen dyrlæge.
- Hvalpekuld/killingekuld kan ikke blive vaccineret eller ID mærkes, da Frynseklinikken ikke hjælper dyr tiltænkt til videresalg. Du kan altid kontakte Dyreværnets internater, hvis du har et hvalpekuld eller killingekuld, som du ikke har råd til eller ikke kan have længere.
Hvor finder jeg Frynseklinikkerne?
Frynseklinikkerne kører til væresteder i hele Danmark efter en køreplan, som løbende opdateres:
Hvor mange gange kan jeg besøge Frynseklinikken om året?
Som udgangspunkt kan du få ét sundhedstjek, en gang negleklip og vaccine pr. år af dit dyr. Men er dit dyr sygt, eller viser tegn på sygdom/irritation, kan du altid kontakte eller komme til Frynseklinikken, så kigger vi på det.
Skal jeg bestille tid?
Skal jeg bestille tid?
Man kan ikke bestille tid i Frynseklinikkerne. Tag et kig på køreplanerne, og mød op der, hvor det passer dig bedst, så tager vi os kærligt af dig og dit dyr.
Hvorfor hedder det Frynseklinikkerne?
Vores drøm om mobile dyreklinikker til udsatte borgere og deres dyr blev til virkelighed med hjælp fra en stor donation fra dyrevennen Jørgen Andersen.
Jørgen havde en hund, der hed Frynse, og da Frynse døde, ønskede Jørgen, at de mobile dyreklinikker skulle opkaldes efter hans højtelskede hund.
Mød Frynseklinikkens team
Eller ring til os på tlf. 88 77 32 32 på hverdage mellem kl. 9.00-10.00.



