3 råd: Sådan holder du flåterne væk fra din hund
Når temperaturen stiger udenfor, er det også ensbetydende med, at flåterne kommer.
Det kan være rigtig farligt og resultere i tårnhøje dyrlægeregninger, hvis din hund bliver bidt af en flåt og det ikke opdages i tide. Din hund kan bl.a. risikere at få borrelia, som er en infektionssygdom forårsaget af flåtbid.
Derfor har vi hos Dyreværnet samlet tre gode råd til, hvordan du bedst forhindrer et flåtbid. Se videoen eller læs rådene herunder.
1. Gå de rigtige steder
Flåter elsker at opholde sig i fugtige områder og steder, hvor der er tæt krat, og hvor vilde dyr gerne færdes. Undgå derfor disse steder og find i stedet hen på åbne skovstier eller veje, hvor der er en god oversigt og ikke så meget buskads, som din hunds pels kan blive filtret ind i.
Tid til den årlige vaccine eller sundhedstjek? Book en tid hos Dyreværnets dyreklinik
2. Tjek pelsen efter endt gåtur
Når I er hjemme fra turen og din hund har fundet sig godt til rette i kurven, så er det på med 'Sherlock Holmes brillerne'. Kør hænderne gennem pelsen - særligt de steder hvor hundens hud er mest blottet - for hér har flåterne nemmest ved at bide sig fast. Vær især omhyggelig med at tjekke hundens maveregion, ører og inde i albueleddene. Og så er det vigtigt, at du reagerer, hvis du finder steder, som er hævede eller røde, da det kan være nogle af symptomerne på et flåtbid.
3. Forebyg med medicin
Få en snak med dit apotek eller din dyrlæge om de forskellige forebyggende præparater der findes i form af enten tyggetabletter eller dråber til nakken. Ved at benytte sig af én af disse, minimeres risikoen for, at flåterne sætter sig fast.