Hvad er hjerte-lungeorm?
Få svaret her og bliv klogere på de farlige sygdomme.
Af Josefine Bruhn-Andersen, dyrlæge
Hvad er hjerte-lungeorm?
Symptomer hos din hund
Faktisk er det to forskellige orm, som inficerer to forskellige systemer hos hunden. Hjerteorm bor i hjertet og kan her blokere for blodets gennemstrømning til lungerne, hvilket kan give luftvejssymptomer såsom hosten og åndenød. Lungeorm trænger ind i selve lungevævet og kan derfor også give vejrtrækningsgener. Begge ormetyper kan være livstruende for hunden, hvis de ikke behandles i tide.
Hvordan smitter det?
Fælles for begge orme er, at de benytter sneglen som mellemvært. Hunden spiser sneglen enten ved at drikke i en pyt, sluge en snegl, eller spise græs med snegle på og herefter vandrer ormelarverne gennem kroppen.
Hvordan undersøger man for det?
Ormeæg udskilles med hundens afføring, så man kan ofte stille diagnosen med en Baermann test, som er en prøve af afføringen, som man har samlet over tre dage. For hjerteorm kan man også teste via en blodprøve. Dette gøres hos en dyrlæge.
Hvordan behandler man?
Behandlingen foretages i samarbejde med din dyrlæge, som kan give den bedste vejledning i forhold til det specifikke dyr.
Hvem får det?
Alle hunde kan få disse sygdomme, men hunde med svagere immunforsvar, såsom hvalpe, gamle og syge hunde har øget risiko for infektion. Sygdommene er derudover mest udbredte i Nordsjælland, især i Københavnsområdet og hunde der færdes i områder med mange andre hunde, er ligeledes i øget risiko. Desværre ser vi fra år til år en stigning i antallet af tilfælde i hele Danmark.
Hvordan forebygger man?
Du kan selv være med til at mindske risikoen for, at din hund bliver smittet ved altid at huske at samle din hunds afføring op – snegle spiser nemlig afføring, og kan derved overføre smitten. Derudover er det også en god ide at undgå at lade din hund gå frit på steder, med mange hunde eks. hundeparker eller steder hvor ræve holder til. Jo flere hunde og ræve i et område, jo større smittepres. Sidst men ikke mindst vær opmærksom på, hvad din hund putter i munden under gåturen – snegle lever ofte i græsset.
Hvad er fremtiden for en hund med hjerte-lungeorm?
Prognosen er som oftest rigtig god, men afhænger naturligvis af, hvor hurtigt sygdommen opdages og om hunden har andre problemer også. Så mistænker du din hund for ovennævnte symptomer, bør du tage kontakt til din dyrlæge hurtigst muligt, så I kan få udredt din hund og sat den i behandling.
Her kan du selv bestemme, hvilket beløb du ønsker at støtte dyrene med hver måned/år


