Har min kat orm?
Du skal reagere på tegn på orm
Af Sophie Haack-Hamilton, dyrlæge
Sikre tegn på, at din kat har orm
Har du opdaget, at der er orm i din kats afføring? Det er et problem og slet ikke normalt. Derfor skal du reagere på det hurtigt ved at tage kontakt til dyrlægen, som vil undersøge katten og give den rette ormekur.
Årsager til at katte får orm
Faktisk er de fleste dyreunger som regel født med orm. Er du den lykkelige ejer af en lille, ny killing, skal den derfor ofte have én eller flere ormekure – det bestemmes i samråd med en dyrlæge.
Har du en voksen udekat, der har orm i afføringen, er det typisk bændelorm. Det får den ofte med sig hjem fordi, den går på jagt.
Men tro ikke du kan slippe helt for de hårdføre ormeæg, fordi du har en indekat. De små, irriterende æg kan nemlig overleve det meste i naturen, og dør ikke helt så let. Har du været i kontakt med jord, når du er ude at gå og tager det med ind – ja, så kan der være chance for, at du har ormeæg med ind til din indekat.
Har din kat orm?
Det kan faktisk være svært at opdage, om din kat har orm. Du kan ikke altid se det på din kat, medmindre det er rigtig slemt. Når din kat er slemt angrebet, viser det sig som træls pels eller vægttab.
Du kan opdage, at din kat har orm i dens afføring. Her vil der være små hvide ”ting” i – ofte i en form, der ligner spaghettistykker eller små riskorn. De samme små, hvide orm kan også ses omkring kattens numse. Ser du noget som dette, skal du kontakte dyrlægen.
Det årlige dyrlægetjek er nødvendig
Men det er en udfordring at opdage, hvis du har en udekat. Katten går ofte langt væk for at lave lort og dækker den til bagefter. Derfor kan vi kun anbefale, at din kat får det årlige sundhedstjek hos dyrlægen. Det er det bedste værn mod, at din kat bliver rigtig syg af de irriterende orm.
Her kan du selv bestemme, hvilket beløb du ønsker at støtte dyrene med hver måned/år


