Vær opmærksom på den meget smitsomme kennelhoste
Søg dyrlæge, hvis det trækker ud.
Af Mette Lenkerstorff Nielsen, dyrlæge
Har min hund kennelhoste?
Skift til den kolde årstid betyder desværre også forkølelse for både to- og firbenede. En forbigående forkølelse kan ligne dem, man ser hos mennesker – heriblandt med nysen, fnysen og hoste samt eventuelt let løbende næse og øjne.
Kennelhoste er en virus
Hos hunde kan forkølelse og hoste skyldes en infektion med kennelhoste, som vi typisk ser en opblussen af her om efteråret. Kennelhoste forårsages af et kompleks bestående af en virus (parainfluenza) og en bakteriel infektion (bordatella bronchiseptica). Det mest almindelige symptom er, at hunden udvikler en tør søløvehoste.
Det er som regel ikke farligt, men det smitter meget
For langt de fleste sunde og raske voksne hunde går infektionen over igen i løbet af en uge – men pas på, for den smitter meget! Hold helt afstand til andre hunde, mens din hund hoster og også en uges tid efter infektionen for at undgå smitte. Det er især vigtigt ikke at hilse på hvalpe, da de kan blive mere syge af kennelhoste.
Søg dyrlæge, hvis det trækker ud, eller du er i tvivl
Hvis hosten ikke går over, eller hvis din hund får andre symptomer så som gullig-grønligt flåd fra næsen, eller hvis den har ændret vejrtrækning eller virker mere stille end normalt, er det vigtigt at søge dyrlæge straks. Nogle gange kan infektionen nemlig sprede sig til lungerne og give anledning til lungebetændelse.
Hoste kan dog også skyldes en række andre alvorlige sygdomme – heriblandt hjerte-/lungeorm. Så er du det mindste i tvivl, bør du kontakte din dyrlæge for råd og vejledning og eventuelt bestille tid til en undersøgelse. Dyrlægen vil da igangsætte relevant behandling, og I kan ved samme lejlighed få en snak om forebyggende vaccination mod kennelhoste eller screening for hjerte-/lungeorm.
Her kan du selv bestemme, hvilket beløb du ønsker at støtte dyrene med hver måned/år


