Billede af kvinder, der går tur med sin hund i skoven om vinteren. Der er grantræer og sne.

Sådan klarer din hund kulden

Tre tips til vinteren

Af Sophie Haack-Hamilton, dyrlæge

Sådan klarer din hund kulden

Vintermånederne er lig med kulde, mørke, sne og salt på vejene. Selvom mange af os foretrækker at blive indenfor i varmen, skal hundene stadigvæk luftes. Her får du tre gode råd, som gør vinterens gåture lidt sjovere og sikker for din hund.

Tre gode råd til vinteren
  1. Husk lys og reflekser. I denne mørke tid, er det vigtigt at være synlig i trafikken. Det gør sig både gældende for ejer og hund, så I begge kan færdes trygt på vinterens gåture. Hos Dyreværnet foreslår vi, at du sætter en diodelygte på hundens halsbånd og giver den en refleksvest på. Så er du sikker på, at din hund ikke bliver overset af forbipasserende bilister og cyklister.
  2. Hold på varmen: Med mindre din hund har en dejlig tyk pels, der kan modstå selv den hårdeste kulde, vil vi anbefale, at du hjælper den lidt på vej med et dækken. Særligt de korthårede hunde har brug for et ekstra lag, så det bliver lettere at holde varmen, når frosten sætter ind. Mange dækkener fås med indsyede reflekser, og så er du allerede hjulpet lidt på vej i forhold til råd nr. 1.
  3. Beskyt poterne, og pas på vejsalt: Det er som regel poterne, der tager skade pga. vejsaltet. Poterne kan blive tørre og sprække. Dette kan forebygges med potevoks og rengøring efter hver tur. Det er også en god ide at sørge for at placere posen med salt, så den ikke er i ‘hundehøjde’ eller alternativt at bruge grus i stedet. Hvis du mistænker din hund for, at den har indtaget vejsalt, skal du være opmærksom på disse tre symptomer:
    • Tørst – drikker din hund overdrevent meget eller mere end den plejer?
    • Opkast – kaster din hund op?
    • Konfus/forvirret – virker din hund generelt ikke til at være sig selv?
    • Hvis du oplever én eller flere af symptomerne, skal du kontakte din dyrlæge.

Vi ønsker jer nogle lune og sikre gåture i kulden

Din donation gør en forskel

Her kan du selv bestemme, hvilket beløb du ønsker at støtte dyrene med hver måned/år

For bare 100 kr. kan du gøre en stor forskel for dyr i nød.

Bliv endnu klogere med Dyreværnets ABC