Frynseklinikkerne
Adopter dyr
Dyreværnets ABC
Bliv dyreredder
Info om Dyreværnet
Hittedyr
Hundepension
Dyreklinik
Anmeld dyreværnssag
Bliv medlem
Indlever dit dyr
Adopt Step 1

Find dit drømmedyr

Adopt Step 2

Kom på besøg

Adopt Step 3

Hent dit nye dyr

Sjælland(66)
Jylland(10)
Hund(16)
Kat(25)
Kanin(11)
Marsvin(14)
Frido

Frido

Race: Hønsehund / Labrador
Alder: 1½ år
Frido, en hyperenergisk hoppebold i sin absolutte begyndende teenage-alder, søger en familie, der har fuldstændig styr på, hvad sådan en flyvende bandit har brug for af både plads, og masser af det, træning og kærlig opdragelse. Denne topcharmerende lækkermås blev en alt for stor mundfuld for tidligere ejer, der både med lille barn, for lidt timer i døgnet og allergi, der brød ud i lys lue, slet ikke var gearet til at dække samtlige af Frido's behov, selvom hjertet gerne ville og kærligheden til ham var enorm. Derfor er det netop en kæmpe kærlighedserklæring til ham, at give ham videre til en familie, der netop går og leder efter deres helt egen Frido-basse med alt, hvad han kommer med. Fridos personlighed er bygget på en kerne af det pure kærlighed, hans energiniveau er meget højt og hans jagtinstinkter er stærke, men da han aldrig har modtaget nogen former for træning, så aner han SLET ikke, hvordan al den energi skal kanaliseres ud korrekt, så hans nye familie skal ville bruge ham til noget også, udover familiehund. Frido ville have rigtig godt af at kunne få brugt og testet sine evner for spor- og jagttræning, sådan så alle hans instinkter bruges til noget fornuftigt. Andre former for træning kan naturligvis også gøre det, men det er jo bare oplagt med en jagthund, at udnytte det til fulde, så det er primært det, vi går efter, at hans nye familie kan tilbyde, hvad træning angår. Frido er glad for børn, men meget voldsom og ingen sans for sin egen størrelse og sin motorik, så vi skal have ham ud i et hjem, hvor han er barnet og hans behov er i centrum, men hvis der er hundevante og selvkørende teenagebørn, så burde det ikke være noget problem. Denne flotte fyr kan være alene hjemme nogle timer, HVIS han er velaktiveret og stimuleret nok og korrekt inden, for ellers bliver der altså fundet på sjove unoder, der måske ikke er så sjove for hans nye familie. Man skal faktisk tænke på Frido som en stor, forvokset hvalp stadigvæk, hvor man skal starte forfra med alt, når nu han skal igennem et nyt skift. Ellers er Frido bare verdens dejligste og livsglade LallePalle, en fjollerik, der kommer til at tage sin nye familie med storm, og hvis man udnytter hans evner og får kanaliseret alt hans indestængte energi ud igennem træning. Han er en stor, flot, tung og vanvittig stærk dreng, der kan være rigtig svær at holde nu her mens han stadig er utrænet. Han skal ud til hus og have, væk fra hektisk byliv, og ud, hvor der er højt til himlen, åbne vidder og hvor det ikke gør noget, at han jagter katte og fugle.  Det er vigtigt at man kan håndtere, at han kommer med ressourceforsvar overfor ting, han finder og henter, og han har et opmærksomhedsbehov, der tidligere er blevet håndteret forkert, hvorfor han bruger sin mund meget, når han keder sig, og det kan virke voldsomt. Dette skal naturligvis også kunne håndteres korrekt, men får Frido en funktion, et formål i sin nye familie, og hans hoved bliver brugt til noget konkret, så vil man med stor sandsynlighed kunne arbejde ham væk fra disse unoder. Frido er kastreret.
Tucker

Tucker

Race: Fransk Bulldog / Old English Bulldog
Alder: 7 mdr.
SKØNNE TUCKER SØGER MODNE OG ERFARNE BULLDOG-MENNESKER. HVIS DETTE ER JER, SÅ LÆS VIDERE... Tucker er indleveret til Dyreværnet, da ejerne på grund af skilsmisse, ikke længere kunne beholde ham. Dejlige Tucker er en rigtig sød dreng, som elsker alle mennesker. Han er dog stadig unghund og derfor kan han være voldsom i sin opførsel. Vi søger et hjem til ham, der har erfaring med bulldogs og deres temperament.  Han er meget glad andre hunde, han kan dog godt være lidt forsigtig, hvis de andre hunde er for voldsomme. Tucker har gået til hvalpetræning og er meget madglad. Så der er stort potentiale for at få en god træningsmakker. Tucker har prøvet at være alene hjemme, men har ikke været det så meget i forbindelse med Corona. Derfor skal det selvfølgelig trænes stille og roligt op igen.  Som nævnt kan han være voldsom - og grundet hans alder og racekombination, skal han derfor ikke ud og bo i et hjem med helt små børn. Børn over 8 år ville han dog trives fint med. Tucker er vant til at komme i sofa og sover gerne i ske. Det ønsker han også at kunne gøre i sit nye hjem. Kom og mød den flotte fyr i Rødovre!
Balou

Balou

Race: Lhasa Apso blanding
Alder: 2 år
Der ligger desværre noget uforklarligt i relationen mellem Balou og tidligere familie, da de flere gange har oplevet udadreagerende adfærd både overfor sin tidligere ejer og familiens børn, og selvom der har været en adfærdsbehandler ind over, så er det ikke lykkedes at knække koden til, hvordan man rettede relationen op igen. Derfor er vi nu sat på opgaven, så Balou kan få en frisk start hos en ny familie med nye rutiner, nye gode relationer, nye vaner, mere træning og vigtigst af alt, ingen børn. Her hos os er han blevet grundigt dyrlægetjekket, så årsagen til hans uheldige adfærd i tidligere hjem ikke skyldtes noget fysisk og/eller smerter et sted, og der har ikke været noget, der har sprunget i øjnene. Vi oplever her hos os en aktiv, glad og kælen hund, men han har tydeligvis også sine bestemte sider og holdninger til, hvad han vil og ikke vil, så han er en stor personlighed. Han elsker voksne mennesker generelt og er MEGET glad for andre hunde, og vi tænker derfor, at han ville have stor glæde af at komme ud til en social og livsglad ven eller neutraliseret tæve. Han har som gæst i andre hjem mødt katte uden problemer. Han har en enkelt gang oplevet en kattepote i snuden og mistede derefter interessen fuldkommen...og det kan man jo egentlig godt forstå. Balou er ikke egnet som førstegangshund, da man lige skal vide, hvad man laver, hvis man oplever samme adfærd som tidligere familie, og meget gerne have erfaring med store personligheder i små kroppe, så man tackler ham korrekt fremadrettet.
Jackson

Jackson

Race: Labrador-blanding
Alder: 10 mdr.
Jackson er en understimuleret dreng, der desværre viste sig alt, alt for aktiv til tidligere ejere. Han har muligvis noget hønsehund blandet i sig, hvilket kan forklare det skyhøje energiniveau, og han ville have rigtig godt af at lande hos en familie, der har erfaring med aktive jagthunde, og det de har brug for, for at være velstimuleret dagligt. En familie, der rent faktisk vil bruge Jackson til noget. Tidligere familie har også en følelse af, at Jackson har separationsangst, idet han hyler, piber, går på køkkenborde, åbner døre og slet ikke kan være i sin krop, når han lades alene, så grundlæggende er Jackson en stor hvalp, som man skal starte helt forfra med på alle fronter. Heldigvis er Jackson kvik og har responderet godt på klikkertræning, men der bør meget mere mental stimuli ind over, så han får noget ro og bliver træt på den gode måde. Hans energi er på nuværende tidspunkt ikke kompatibel med børn, og man skal betragte Jackson som barnet, og ham skal der være rigtig god tid til, for han er netop af den type hyper-hunde, der hurtigt ender som kastebold i de forkerte hænder og hvis de ikke trænes nok og korrekt.  Man skal ville lægge et godt stykke arbejde i hans socialisering med andre hunde og også kunne formå at sætte nogle kærlige rammer og grænser, så han bliver mere velafbalanceret end han er lige nu. Han skulle efter sigende have en stor forkærlighed til mænd og kontakten til det maskuline køn. Nu er der ret mange damer på Dyreværnet, og dem er han nu også ret glad for. Jackson har gyldigt pas.
Wilma

Wilma

Race: Sort schæfer
Alder: 9 mdr
Wilma er en sød, livlig og utrænet hvalp, der virkelig har brug for en erfaren schæfer-ejer, der kan føre hende i den rigtige retning. Hun er ekstremt tjenestevillig og meget træningsminded, og i de rette, erfarne hænder bliver hun en DRØM at arbejde med. Hun skal dog trænes med det for øje, at røntgenbilleder viser, at hun har en let grad af hofteledsdysplasi. Det er derfor vigtigt at Wilma holdes stærk ved moderat motion og at man holder tilbage med højaktivitet såsom vild leg med andre, løben efter ting og cykelture. Wilma er muskelfattig på bagpartiet stadigvæk, men er stadig i vækst og har også lidt vokseværk oven i hatten. Vi ved med sikkerhed, at hun ikke kan med katte, da hun i tidligere hjem har en kats liv på samvittigheden, så katte er et absolut no-go i hendes kommende hjem. Mere info senere..
Arnold

Arnold

Race: Border Collie / Labrador
Alder: 3½ år
Arnold er en vanvittig lækker dreng, der dog siger et kæmpe nej tak til børn i sit fremtidige hjem, efter en uhensigtsmæssig hændelse i tidligere hjem. Han er rigtig meget Border Collie, og knapt så meget Labrador, så vi kommer til at kræve ansøgere med Border Collie-erfaring, da han skal trænes og stimuleres derefter. Hvis man ser bort fra Arnolds anstrengte forhold til børn, så er han glad for alle voksne mennesker. Han jagter katte og i hans møde med andre hunde, kommer det lidt an på, hvilken energi modparten kommer med, men helt generelt er han ikke begejstret for små hunde.Han er til gengæld meget begejstret for andre hunde på samme størrelse som sig selv, og som kommer med samme energiske personlighed.  Arnold er i hvalpetiden blevet præsenteret for en del træning, men her det sidste års tid har han ikke gået til noget, og han savner det. Han har brug for det, så hans kloge hoved har noget at arbejde med. Han ELSKER ture i skoven og på stranden, så han kan få badet. Han skulle være lidt af et badedyr, nemlig. Han kan være alene hjemme, når han er velstimuleret, for ellers kan han godt kede sig lidt, og komme til at underholde sig selv med at bide lidt i ting og sager, der ligger fremme. Igen... det er bare så vigtigt, at han bliver trænet og får opgaver dagligt, så han ikke selv skal finde på unoder. Arnold er den flotteste fyr, der virkelig gerne vil frem i verden, hvorfor han også trækker rigtig meget, muligvis fordi han ikke har gået særligt meget i snor. Men hans nye familie er nødt til at have ham i snor til at begynde med, indtil der bliver opbygget de berømte bånd, og der kan man jo passende træne og dermed mindske trækkeriet. Alt i alt verdens dejligste Arnold får man, hvis man kan tilbyde ham hus og have i en børnefri familie-konstellation. Arnold er neutraliseret
Aya

Aya

Race: Husky / Malamute-blanding
Alder: 2½ år
Desværre var der ikke længere timer nok i døgnet til at imødekomme alle Ayas behov, og vi har derfor lovet at finde en familie med mange års personlig erfaring med polarhunde, for at sikre den helt rette forståelse for, hvad Aya har brug for i fremtiden.  Hvis man til gengæld har erfaring med polarhunde, så er Aya en sand gave at få ind i hjemmet. Hun er en fantastisk pige, når hendes behov bliver tilgodeset. Aya skal ud til hus og have, da hun hurtigt får det varmt, og skal have nem adgang til at komme ud og køle ned. Hun er rigtig glad for børn, men for voldsom til de mindste af slagsen, så er der børn i hendes kommende hjem, så skal de være de store af slagsen og vant til at omgås hunde. Hun er rigtig glad for andre hunde, og ville sagtens kunne få sig en familie, der har en polarhund i forvejen. Hun forekommer dog at være for voldsom til de mindre racer, så en hund af samme størrelse, er der ingen problemer. Det vides desværre ikke med sikkerhed, hvordan hun reagerer på katte. Aya er en meget kærlig pige, der knuselsker sine mennesker og er hamrende nem at forelske sig i, når man har en kærlighed til denne type spidshund. Har man erfaringen med hendes race-blanding, som vi kræver, så er hun det skønneste eksemplar, man kan forestille sig.
Alfred

Alfred

Race: Ruhåret gravhund
Alder: 4½ år
Alfred er et PRAGT-eksemplar af en ruhåret gravbasse. Vi kan slet ikke få øjnene fra ham, når han knejsende kommer gående. Virkelig en flot fyr! Men denne flotte fyr kommer der også en KÆMPE personlighed, der ikke passer til hvem som helst, og der skal derfor opfyldes nogle krav, for at komme i betragtning til ham. Man skal personligt have haft gravhund med kant før, da han i nogle situationer kan være udadreagerende. Eller andre skarpe racer som for eksempel den tyske jagtterrier. Han skal kunne tilbydes et børne- og dyrefrit hjem, da han er max udfordret med begge dele. Han skal heller ikke præsenteres for børnebørn eller andre børn i familien. Man skal kunne lukke ham væk og give ham fred og ro, hvis der med tiden er børn der skal besøge hjemmet. Det samme gør sig gældende, hvis man får gæster på besøg. Hvis Alfred føler sig presset eller utryg kan han godt knurre og snappe ud, det skal man være indstillet på inden man vælger at komme og besøge ham. Udover den skarpe side får man en hund der er meget dygtig til at køre i bil, være alene hjemme og har lært flere forskellige signaler. Alfred skal ud til hus og have, da han ikke fungerer i lejlighed, og så kommer vi til at lægge vægt på, hvad man vil tilbyde ham af træning. Alfred dur IKKE som "gammelmands-hund", der blot skal ligge på en sofa og se sød ud. Han skal ud og bruges til noget. Fuldbyrdet jagthund bliver han dog aldrig, men han ville ELSKE at blive præsenteret for sportræning eller anden form for Nose Work.
Ghita

Ghita

Race: Labrador-blanding
Alder: 1 år
For at skåne Ghita mest muligt, så ansøger man om adoption af hende, hvorefter vi vurderer, hvem hun skal have besøg af under trygge, kontrollerede forhold. Søde, men meget forsigtige og usikre Ghita er fra en sag, hvor Dyreværnet har fået overdraget to hunde, der har levet i en stald og aldrig oplevet noget som helst andet end indersiden af staldens fire vægge. Derfor giver det sig selv, at de begge mentalt endnu ikke er, hvor en "normal" hund ville være, hvis den havde haft det optimale liv indtil og blevet tilvænnet den store verden herude med alt, hvad det indebærer. Men vores fantastiske trænere har det sidste mange uger lagt mange timer i Ghita, og er kommet så tilpas langt nu, at vi skal have fundet en familie, der kan overtage det arbejde med hende, der stadig ligger forude for hende. Vores hundetrænere fortæller om Ghita: Ghita er en usikker hund, hvis tillid man ikke får forærende, men hun er samtidig også nysgerrig. Hun kan både være opsøgende og andre gange meget tilbageholdende. Hun har været den mest sky og frygtsomme hund, af de to, men der sker hele tiden små fremskridt. Hun vil rigtig gerne gå tur, tage alle sanseindtryk ind, undersøge ting (og der er noget jagtinstinkt her) samtidig med, at mange ting hurtigt gør hende utryg.  Hun kan være (stress)gøende af andre hunde, og af andre ting hun ikke er tryg ved. Det er noget man skal være indstillet på at arbejde med (via kontrabetingning) og meget, meget gradvist. Dette er ikke noget, der kommer til at ændre sig over kort tid, men på den lange bane skal det nok blive bedre, hvis det håndteres korrekt. Hun kan introduceres til andre hunde og nye mennesker, men det skal foregå med en fin fornemmelse for, hvordan man bedst støtter hende, hvornår man kan opmuntre og gå lidt frem og hvornår man skal trække sig, hjælpe hende med at øge afstanden og så fremdeles. Når hun er tryg ved andre hunde, viser hun en meget mere glad og legesyg side. Hun ville derfor sagtens kunne være i et hjem med en stor, rolig, voksen hanhund, der kan hjælpe og støtte hende. Det kommer vi faktisk til at foretrække, når vi kigger på ansøgere, at man har det. Det er ligeledes vigtigt, at det er en familie med erfaring med svære omplaceringshunde/frygtsomhed og som kan tilbyde rolige omgivelser.   Hun vil kunne bo i villakvarter eller meget gerne lidt længere ude i det grønne, såfremt der tages hensyn til, at hun har den her frygtsomhed lige under huden og at der er en solid stikke af risiko, der kræver ekstra sikkerhedshensyn, i hvert fald den første tid.  Hvis der er børn i Ghita's kommende familie er det HELT essentielt, at de er store, rolige og hundevante (+13 år), og hundeerfarne forældre, der er primusmotor på Ghita's fortsatte udvikling Hun skal lære alt forfra, men er hos os blevet massivt forstærket i AL kontakt med mennesker de kender og bliver belønnet for selv det mindste initiativ. Hun er derfor blevet meget mere opsøgende og tryg i kontakten med mennesker.  Hun er dog stadig skrøbelig, så 100% positive træningsmetoder, hvilket betyder ingen nej'er, men i stedet venligt guide dem til den adfærd, man gerne vil have og så belønne den, og forebygge uønsket adfærd.
Gunner

Gunner

Race: Old English Bulldog / Cocker Spaniel
Alder: 10 mdr.
Gunner er den SMUKKESTE fyr, man kan forestille sig, og han kommer med noget fra begge de racer, han er blandet med. Alfa Omega for Gunner er en solid, børnefri familie i den modne alder med god, personlig rottweilererfaring eller andre vogtende racer, og som kan tilbyde ham en genkendelig og trænings-præget hverdag. Gunner fremstår nemlig lige nu understimuleret, da overskuddet ikke helt har været til hans energiske niveau i tidligere hjem her på det sidste.  Der skal dog ikke herske nogen som helst tvivl om, at han har været højt elsket, men nogle ting omkring Gunner er håndteret helt forkert i hans tidligere familie. Derfor har han desværre tendens til at køre meget op - og har svært ved at falde ned igen. Han bliver voldsom og svær at håndtere. Derfor skal hans nye familie vide hvordan man bedst muligt afhjælper dette, og får indlært en alternativ adfærd. De skal også have rammerne for at kunne lukke ham væk, for eksempel når der kommer besøg af gæster. Gunner har manglet de daglige faste rutiner og den kærlige opdragelse, som skal være med til at få en velafbalanceret dreng ud på den anden side af den hormonfyldte teenagealder. Men DET er der heldigvis råd for. Sammen kan vi redde flere hvalpe som Gunner! Det er også en adfærd vi har set her i vores varetægt, meget voldsomt endda, men her er det jo professionelle hundetrænere, der håndterer ham, og det kan derfor bremses, men det kræver at man håndterer ham korrekt. Man må forvente, at han falder tilbage i gamle mønstre hos en ny familie, når han er faldet til og føler sig tryg. Derfor søger vi en familie der er vant til at arbejde med racer der kan udvise ressourceforsvar og voldsom adfærd når han er blevet tryg. Ønsker du at vide mere om Gunner, så mød personligt op i Dyreværnets åbningstid.
Chili

Chili

Race: Rottweiler / Schæfer / Schnauzer
Alder: 10 mdr
Chili er indleveret til Dyreværnet da hun desværre krævede for meget mental og fysisk stimulering end der var overskud til at give hende. Derfor skal vi have fundet et hjem til hende, hvor hun kan tilbydes træning og være aktiv sammen med sin familie. Chili er glad for børn, og kunne sagtens komme ud i en børnefamilie - dog er hun voldsom i sine bevægelser og kan hurtigt køre op. Derfor skal børnene gerne have en alder hvor de forstår hvordan man undgår dette. Samtidig skal det understreges at hun kræver stimulering for at kunne trives som familiehund.  Chili er et festfyrværkeri og hun elsker alle mennesker. Hun er vant til at bo i hus med have, og søger et hjem hvor der er lidt plads omkring hende. Hun er glad for at komme med på ture i bilen, og lægger sig bare til at sove. Hun elsker andre hunde, både store og små. Generelt er Chili ikke en gøende hund, men hvis andre hunde ikke gider at lege med hende, kan hun godt gø for at få lidt opmærksomhed på den front.  Chili har aldrig modtaget nogen former for træning, og har heller ikke prøvet at være alene hjemme. Det skal selvfølgelig trænes op i et stille og roligt tempo. Chilis drømmehjem findes hos en familie der har erfaring med enten rottweilere eller schæfere, og kan tilbyde hende et hjem hvor hun får brugt både sit hoved og sin krop.  Kom endelig ud og mød Chili i vores åbningstid.
Luca

Luca

Race: Dansk Svensk Gårdhund blanding
Alder: 10 år
Luca er indleveret til Dyreværnet da ejer på grund af sygdom, ikke længere kunne give hende den pleje og omsorg hun har brug for. Vi skal have fundet et verdensklasse-hjem, der kan give Luca nogle gode år. Luca har boet hos en ældre dame, og skal derfor ikke ud til et hjem hvor der er en masse aktivitet. Hun er den mest charmerede og søde lille hund, der kun fortjener det bedste.  Yderligere info følger!
Aya

Aya

Race: Cocker Spaniel / Kleiner Münsterlænder
Alder: 4 mdr
Aya er noget så frygteligt lækker og smuk... men hun er ikke for alle og enhver. Det måtte tidligere familie sande, da de som førstegangshundeejere fik taget munden alt for fuld med denne lille bedårende perle. Man kan ikke komme uden om, at Aya kommer med et jagtinstinkt, der skal bruges, og man kommer derfor ikke i betragtning til hende, hvis man ikke har jagthunde-erfaring og hvis man ikke som absolut minimum er erfaren med spor- og jagttræning og netop går og leder efter en trænings-makker. Hvis hun får udlevet jagtdelen, så vil hun trives storartet som familie-hund ved siden af, men hun ville IKKE kunne trives som familie-hund alene. Hun er skabt til at blive brugt og hun bliver en uvurderlig diamant at få mellem hænderne. Hun har boet sammen med to store børn i 10-års alderen og har ELSKET det. Dog må børn i kommende familie ikke være mindre end det, for vi er nødt til at helgardere os og sikre, at der vitterligt er det fornødne overskud til Aya resten af hendes dage. Indtil videre er hun kun blevet præsenteret for hvalpe-træning, hvilket hun er fuldkommen eksalteret med. Hun vil SÅ gerne arbejde, og det skal have højeste prioritet i hendes kommende hjem. Hun leder efter hus og have hos en familie, der for alvor vil udnytte hendes store potentiale.
Felix

Felix

Race: Puddel / Shih Tzu-blanding
Alder: 5½ år
Sødeste og mest bedårende Felix er nødt til at finde sig en ny familie, da han desværre har udviklet separationsangst. Han havde tidligere kunnet være alene hjemme i 5 timer i selskab med en anden hund, men efter nogle ændringer i familiens rutiner, ændrede det sig desværre i en grad, så det var et konstant overgreb på Felix, når han skulle lades alene. Vi håber naturligvis, at separationsangsten ikke er permanent, men hans nye familie skal som udgangspunkt ikke forvente at han kan lære at være alene, og have løsninger for dette, og se det som en bonus, hvis han lærer det igen på sigt. Felix er meget begejstret for stort set alle mennesker, hvis de møder ham forsigtigt og på hans præmisser, da han er lidt nervøst anlagt. Visse mænd har han forbehold overfor, og der findes ingen logisk forklaring på dette. Og netop grundet hans nervøse personlighed, så er han ikke et match til en familie med børn, men han ville nok elske hvis der var en sød, rolig og velafbalanceret tæve i sit kommende hjem, der måske kunne hjælpe ham med at lægge det nervøse sind på hylden. Felix er også lydfølsom, og skal ud til hus og have i rolige omgivelser væk fra pulserende byliv. Han har prøvet at bo i lejlighed, og det trives han slet ikke med.  Til gengæld er han VILD med at køre i bil, have lidt vind i garnet og komme ud på lange, gode gåture. Motion har en rigtig god effekt på hans nervøsitet. Han elsker at sove med i sengen, hvor han er den største puttegøj, og han knytter sig RIGTIG meget til sin "mor". En tryghedsbøf med et følsomt gemyt, der har et stort behov for nærhed hos en familie, hvor der ikke er nogen alene-tid. Felix er kastreret.
Mille

Mille

Race: Cairn Terrier-blanding
Alder: 4½ år
En flytning betød desværre at Mille for et års tid siden var nødt til at skifte hjem, da det ikke var muligt for tidligere familie at have hende med videre. Mille havde været højt elsket og det kunne man i den grad mærke på hende.  Dog kom hun med en let madvogtende adfærd og vi fandt en skøn ny ejer, der har knuselsket Mille i det seneste år, men som desværre ikke formåede at sætte kærlige, men nødvendige grænser for hende, og Milles vogtende adfærd tog derfor til og udviklede sig på en måde, så det praktisk talt var Mille der styrede alt derhjemme. og sådan skal det jo IKKE være. Mille er verdens dejligste og sjoveste lille trold, men hun ER meget og primært Terrier, og hun er nødt til at have sat grænser, for at være i balance med sig selv. Vi søger derfor en dejlig familie uden børn eller +13 år, med mange års terrier-erfaring, så man håndterer Mille korrekt, og hun ikke engang til kommer til at overtage hele verdensherredømmet i hjemmet. Overfor andre hunde er vores lille skønne prinsesse her meget selektiv. Nogle kan hun lide, og andre kan hun ikke lide, og der er ikke noget specifikt mønster i, hvem hun kaster sin kærlighed på. Katte er en helt anden sag. De er og bliver et jagtobjekt, og det ville aldrig fungere med en kat i hendes kommende hjem.  Hun har i tidligere hjem kunne være alene hjemme, hun er meget legesyg og en KÆMPE puttetrold, når det er tid til at slappe af.  Vores dyrlæger vurderer, at Mille højest sandsynligt får brug for en tandrens om et års tid, og så er hendes hjørnetænder meget slidte som følge af leg med bolde. Mille stresser helt op over boldkast, og den form for leg og aktivering med bold- og pindekast, skal man afholde sig helt og aldeles fra. Mille har gyldigt pas.
Mellow

Mellow

Race: Labrador-blanding
Alder: 8 mdr.
Mellow er en skøn hundepige på kun 7 måneder, der er købt som ren labrador, men som der højest sandsynligt er Flatcoated retriever i også.  Skønlingen er landet hos os og vores professionelle personale, da tidligere familie over en længere periode oplevede en forværret adfærd, som på ingen måde var kompatibel med en børnefamilie. Familien oplevede hende som aggressiv og udadreagerende både overfor hunde og mennesker, men her hos os oplever vi blot en usikker og meget stresset pige, hvor socialiseringen er røget ud på et sidespor, da man ubevidst nok er kommet til at støtte og fodre denne usikre adfærd, fremfor det modsatte. Kemien og harmonien i tidligere hjem var ganske enkelt bare ikke det rette match i forhold til det Mellow har brug for. Du kan hjælpe dyrene! Her hos os oplever vores personale på kun få dage, hvor stor en forandring træning med udelukkende positiv forstærkning kan gøre for en meget træningsvillig pige. Samtidig er al leg med bold- og pindekast elimineret, da det næsten er noget af det mest stressende, man kan byde en hund som Mellow.  Vi har også præsenteret hende for gåture med nogle af vores andre velafbalancerede hunde, og Mellow er i en rivende og fantastisk udvikling, der sker lige foran øjnene på os hver dag. Dog skal hun ikke ud og bo sammen med anden hund, da det vil blive for meget for hende at skulle rumme. På få dage har vores personalet fået fremelsket en ufatteligt lækker hundepige, der er glad og har mod på livet og alle de oplevelser, der venter derude. Mellow er dog IKKE egnet som førstegangshund, og hun har stadig brug for en familie, der vil overtage træningsforløbet med hende, da hun stadig har en masse at lære. Hun er højenergisk og al denne energi skal kanaliseres ud korrekt, ikke kun ved fysisk aktivering, men primært den mentale trænings-del. Den smukke prinsesse er stadig ikke stærk i at være alene hjemme og kan også stadig være urenlig. Men vi tænker det ændrer sig, når der kommer faste rytmer og gode, velkendte rutiner dagligt. Så Mellow glæder sig til besøg af en ny ejer, der kan tilbyde hende et oplevelsesrigt trænings-liv og et meget roligt hjemmeliv, hvor Mellow rigtig kan slappe af og lade op. Af samme årsag skal der heller ikke være børn i hendes kommende hjem, med mindre det er voksne, hundevante børn + 15 år.

  Du er vores dyrehelt  

hjælp
Dyrene
Anmeld dyreværnssag
Dyreværnets seneste nyheder
Er du vores nye praktikant?

Telefontid

44 94 66 95


Hverdage: 9.30 - 12.00

Internatet: Send e-mail
Administration: Send e-mail
Medlemsservice: Send e-mail


Hundepension: 44 22 66 00

Åbningstider

Mandag: Lukket
Tirsdag: 09.00 - 11.00
Ons, tors og fre: 15.00 - 17.00
Lør, søn og helligdage: 12.00 - 16.00

Dyreværnet
Islevdalvej 85
2610 Rødovre

Betalings typer