Billede af Dyreværnets facade i Rødovre. På billedet ses hovedbygning samt mur med murmaleri med håndmalede dyr.

Forening & regnskab

Dyreværnets formål er almenvelgørende dvs. virke for dyrenes vel, både lokalt og på landsplan, samt vinde og udbrede forståelse for dyrebeskyttelsens hovedopgaver og modvirke al dyrplageri samt hindre utilsigtet aflivning.

Støt Dyreværnets arbejde

Dyreværnet er en privat forening, som ikke får nogen nævneværdige offentlige midler. Kun 2 % af vores samlede indtægter kommer fra offentlige puljer. Derfor har vi brug for din støtte – og hver en krone tæller!

For bare 100 kr. kan du gøre en stor forskel for dyr i nød.

6000

Medlemmer

8000

Støtter

140

Frivillige

Læs mere om vedtægter, tilladelser, regnskab og referater

Vedtægter

Navn, hjemsted og formål

Foreningens navn er “Dyreværnet”. Foreningens hjemsted er Rødovre kommune, med adresse på Islevdalvej 85, 2610 Rødovre. Foreningens motto er “Dyrenes sag – vor sag”. Foreningens formål er almenvelgørende dvs. virke for dyrenes vel, både lokalt og på landsplan, samt vinde og udbrede forståelse for dyrebeskyttelsens hovedopgaver og modvirke al dyrplageri samt hindre utilsigtet aflivning. Som led i sit formål kan foreningen drive et eller flere dyreinternater, hvor hjemløse eller uønskede dyr kan optages og hvorfra foreningen søger at genplacere disse i egnede hjem.

Medlemmer

I foreningen optages enhver, der måtte interessere sig for foreningens opgaver. Enhver optagelse skal godkendes af bestyrelsen, der er berettiget til, uden nogen begrundelse, at nægte optagelse. Kontingentet giver medlemskab af foreningen i 12 måneder fra betalingstidspunktet. Dets størrelse fastsættes af bestyrelsen, men skal godkendes af generalforsamlingen. Bestyrelsen kan på given foranledning ekskludere et medlem, når vedkommende skønnes at have givet anledning dertil, f.eks. ved at tilsidesætte eller modarbejde foreningens interesser eller ved at forulempe foreningen, dens bestyrelse eller funktionærer. Det ekskluderede medlem har dog ret til at forelægge den ordinære generalforsamling spørgsmålet om eksklusionens berettigelse til afgørelse. Ethvert medlem kan på et hvilket som helst tidspunkt meddele at han/hun ønsker at medlemskabet af foreningen ophører. Medlemmerne hæfter udelukkende med deres årlige kontingent for foreningens forpligtelser.

Økonomi

Foreningens indtægt er primært kontingenter, legater, arv og gaver m.v. Indtægterne anvendes jvf. foreningens formål, med mindre vedkommende giver udtrykkeligt har andre ønsker for gavens anvendelse. Dog skal denne anvendelse stedse være i overensstemmelse med foreningens vedtægter. Foreningen er berettiget til at deltage i eller udøve erhvervsmæssig virksomhed til fremme af formålet.

Foreningens ledelse

Bestyrelsen består af max. 7 medlemmer, hvoraf 1 medlem er medarbejderrepræsentant, der vælges blandt og af de fastansatte. Øvrige vælges på den årlige generalforsamling for 3 år ad gangen.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Enhver der ønsker at stille op som bestyrelsesmedlem, skal meddele dette til bestyrelsen mindst 8 dage før generalforsamlingen. Meddelelse skal ske pr. post eller pr. e-mail til Dyreværnets officielle adresse eller emailadresse.

Formand og kasserer kan oppebære et honorar, den øvrige bestyrelse kan oppebære diæter.

Direktøren ansætter og afskediger foreningens personale på vegne af bestyrelsen. Direktøren forhandler løn i henhold til gældende overenskomster på vegne af bestyrelsen.

Foreningen tegnes med bindende virkning af to ud af tre følgende personer: Formanden, næstformanden og kassereren. Ved køb og salg af fast ejendom tegnes foreningen dog af hele bestyrelsen. Bestyrelsen hæfter ikke for foreningens gæld.

Bestyrelsesmøder afholdes, så ofte formanden finder det fornødent, eller når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer ønsker dette. Bestyrelsesmødet skal da afholdes inden 1 uge efter begæringens modtagelse. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer er tilstede. Ved samtlige bestyrelsesmøder tages der referat af bestyrelsens beslutninger, med mulighed for at få noteret særstandpunkter. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Referater skal være tilgængelige for medlemmer og lønnede medarbejdere. Bestyrelsen kan udstede prokura.

Generalforsamling

Den årlige generalforsamling afholdes inden udgangen af maj måned. Generalforsamlingen indvarsles mindst 21 dage forud ved meddelelse på foreningens hjemmeside samt via elektronisk nyhedsbrev. I det omfang offentliggørelse igennem begge disse medier ikke måtte være mulig skal bekendtgørelse ske i et eller flere store, københavnske dagblade. Samtidig skal dagsordenen bekendtgøres.

Adgang til generalforsamlingen har ethvert medlem, som ikke er i kontingentrestance.

Af hensyn til den praktiske gennemførsel af generalforsamlingen kan bestyrelsen kræve, at medlemmerne tilmelder sig generalforsamlingen senest 8 dage før afholdelsen.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før afholdelsen. Samtlige forslag til behandling vil blive udsendt til de tilmeldte deltagere umiddelbart efter fristens udløb.

Stemmeret og valgbarhed på generalforsamlingen har ethvert medlem, som har minimum tre måneders anciennitet og ikke er i kontingentrestance.

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

Vedtægtsændringer kræver 2/3 af de afgivne stemmer. Andre forslag kræver simpelt flertal.

Opløsning af foreningen kan kun ske, når den er vedtaget på to med en måneds mellemrum afholdte generalforsamlinger, og to tredjedele af de fremmødte stemmer for. Der vil da samtidig være at træffe bestemmelse om foreningens formue, idet denne skal anvendes af en anden her i landet beliggende dyreværnsorganisation i overensstemmelse med foreningens formål eller andet almennyttigt dyreværnsmæssigt formål.

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen eller når mindst 100 stemmeberettigede medlemmer fremsender skriftlig begrundet begæring herom til formanden. Ekstraordinær generalforsamling skal da indkaldes senest 2 uger efter til afholdelse med mindst 3 og højst 4 ugers varsel. Indkaldelsen skal ligeledes ske ved meddelelse på foreningens hjemmeside samt via elektronisk nyhedsbrev.

Alle generalforsamlinger afholdes i Storkøbenhavn.

Dagsorden

På den årlige ordinære generalforsamling foretages følgende:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsen aflægger beretning
  3. Fremlæggelse af revideret regnskab til godkendelse
  4. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer for en periode af 3 år
  5. Valg af suppleanter (for 1 år)
  6. Valg af statsautoriseret eller registreret revisor
  7. Valg af kritisk revisor
  8. Indkomne forslag
  9. Eventuelt

Pkt. 4 og 5 kan afvikles som ét valg, hvor de to kandidater, der opnår flest stemmer, indtræder i bestyrelsen og resten som suppleanter efter deres stemmetal.

Regnskab m.v.

Regnskabsåret er kalenderåret. Foreningens penge indsættes i en bank eller sparekasse. Foreningens opsparing må placeres i værdipapirer, som fx obligationer og aktier, der af bestyrelsen anses som pålidelige. Alle værdipapirer skal anbringes i depot. Undtaget er dog en mindre kontant kassebeholdning.

Revision m.v.

Foreningens årsregnskab udarbejdes af en statsautoriseret eller registreret revisor. Regnskabet skal være afsluttet og afleveret til bestyrelsens formand i revideret stand, undertegnet af revisorerne, inden udgangen af april. Dog skal regnskabet være underskrevet af revisor og bestyrelsen senest 3 dage inden den årlige ordinære generalforsamling, samt være tilgængelig på Dyreværnets hjemmeside. Eventuelle bemærkninger, som revisorerne måtte have til regnskabet, skal indføres i en autoriseret revisionsprotokol, der ved førstkommende bestyrelsesmøde fremlægges for bestyrelsen.

Æresmedlemmer m.v.

Bestyrelsen indstiller til en generalforsamling sådanne personer, som den ønsker udnævnt til æresmedlemmer, ligesom den har ret til at uddele diplomer og foreningens medalje samt give pengegave til sådanne personer, som har udmærket sig i dyrebeskyttelsens tjeneste. Vedtægter med ændringer vedtaget på generalforsamling den 9. december 2021.

Tilladelser

Godkendelse

Dyreværnet er godkendt af Fødevarestyrelsen, Veterinær Øst, til at drive dyrepension samt til formidlings- og internatsvirksomhed med hunde, katte, kaniner, gnavere, krybdyr og padder:

  1. Erhvervsmæssig handel med ovennævnte hobby- og kæledyr
  2. Videreformidling af ovennævnte hobby- og kæledyr
  3. Internatvirksomhed med ovennævnte hobby- og kæledyr
  4. Dyrepension for hunde, katte og kaniner

Tilladelse til indsamling

Dyreværnet er godkendt af Justitsministeriet til at indsamle midler til fordel for Dyreværnets vedtægtsbestemte formål.

Regnskaber og referater

2025

Referat fra generalforsamling 2025

2024

Årsregnskab for 2024
Referat fra generalforsamling 2024

2023

Årsrapport for 2023
Referat fra generalforsamling 2023

2022

Årsrapport for 2022
Referat fra ordinær generalforsamling 2022
Referat fra ekstraordinær generalforsamling 2022